Altheria
Bødlen, skafottet og bålet,
kontrol er midlet og målet,
afvigere fanges og frygter
for livet — én af dem flygter.
Digtet fortæller om hende:
Der var en gang en ung kvinde …
★
Plaget og jaget af loven,
en fredløs flygtning i skoven;
kjolen er flænget af flugten,
og kroppen blodig af tugten,
mærket af ilden og tangen
fordømt og knægtet af tvangen.
Udstødt, fordrevet i krattet,
forfulgt i natten og trættet,
kuet af hunde, der glammer,
af gab, der fråder og skræmmer –
drevet i retning af kysten,
som om hun genkender røsten:
Brølet fra brændingen runger
af havets brusende tunger;
gråsorte skyer fortrækker,
og månen flimrer i sprækker,
drypper som lysende pletter
på bølger, bakker og sletter.
Hundene galper mod kvinden,
mod månen, havet og vinden,
nærmer sig, fristet af blodet,
hun segner, mister nær modet,
trækker sig baglæns mod vandet
og ser dem savle i sandet.
Havet fornemmer motivet
og griber kvinden om livet;
snart er hun favnet og fedet,
af den grund dog ikke reddet.
Undsat af bølger, men draget
og slugt af dybet, begravet.
★
Verden har glemt hende siden;
det hænder ofte med tiden.
Hjulene snurrer og drejer,
og tiden går, som den plejer,
årstider skiftes om vagten
og viger sjældent fra takten.
Forår får livskraft af solen,
naturen vækker violen;
jorden får varmen tilbage,
i takt med lysere dage.
Alt følger årshjulets ramme —
men ikke alt er det samme.
Havet har noget i sinde:
En lille trekantet finne
stryger agilt over søen
med kurs mod stranden på øen.
Marsvinet vækker et minde —
på ryggen sidder en kvinde.
★
Muslingeskallerne skinner
for hendes fødder, der finder
vej over stranden og vandrer
mod skovens bryn og forandrer
førne til flora, der spirer —
og hele skovbunden dirrer.
Blade og blomster begynder
at gro fra læber, der nynner;
mennesker drages af floret,
og ulve følger i sporet;
ravnene skråler fra oven
og spejder ud over skoven.
Optogets brogede bølge,
et stedse voksende følge,
spredes fra øen med strømmen
i dybet, digtet og drømmen —
ud over vandet i stimer,
og ind i landet og rimer.
★
Dér, hvor naturens lov gælder
og andre stemmer fortæller,
spreder hun sporer med vinden
og frø, der spirer på kinden,
breder sig ud over marker
og ind i byernes parker.
Vildskaben fylder lidt mere,
og mildheden griber lidt flere,
nærmest usynligt som duften,
som noget særligt i luften —
sanserne snurrer og prikker,
min sjæl er tørstig og drikker.
Rune Engelbreth Larsen
Egosaurus (2023)
