Ravn som menneskelig, umenneskelig og overmenneskelig ’trickster’
Af Rune Engelbreth Larsen
Om hvorfor inuit er den korrekte folkebetegnelse, ikke ‘eskimoer’, om isbjørnens særegne kraft og totemisme, og især om hvorfor og hvordan ravnen optræder som trickster, der redder menneskene fra den store vandflod ifølge mange folk på den nordlige halvkugle …
I en grønlandsk fortælling møder vi en ravn, der er forelsket i en gås og længes efter at blive gift. Gåsen er dog bange for, at det ulige ægteskab hurtigt vil gøre hende til enke – for hvad nu hvis ravnen ikke kan klare trækket over det store hav? Rejsen er tilbagevendende for gåsen, men ikke for ravnen:
”Når ravnen favnede den for ømt, plejede gåsen at sige: ’Gør ikke så ved mig. Jeg vil komme til at holde for meget af dig, og sorgen vil da blive så tung, når jeg dog engang skal miste dig på vor færd over det store hav.’ ’Vær ikke bekymret,’ sagde ravnen selvbevidst, ’intet i verden kan trætte mig!’ Og så favnede den bare igen.” (Rasmussen 1906: 138f).’
Men ravnen drukner på vej over havet. Den tragiske bryllupsfortælling stammer fra Kalaallit Nunaat, der betyder ”Grønlændernes Land”, og den er genfortalt af den dansk-grønlandske polarforsker Knud Rasmussen i begyndelsen af 1900-tallet.
Ofte har man benyttet betegnelsen ”eskimoer” om folkegrupper, der strammer fra Grønland eller de arktiske kystregioner i Nordamerika og det nordøstlige Sibirien, men i dag betragter mange det som en nedsættende betegnelse. Dels fordi den er skabt af en kolonimagt, og dels fordi betydningen og herkomsten af ordet er omstridt. Måske refererer det til at snøre en snesko, eller måske betyder det ”dem, der æder råt kød” (jf. The Amerian Heritage Dictionary).
Ingen af delene er dækkende eller flatterende, hvorfor de fleste foretrækker betegnelsen inuit, der betyder ”mennesker”, hvilket på dansk ofte bliver til inuitter.
Det er et karakteristisk træk ved deres oprindelige animistiske verdensforståelse, at det ikke er forbeholdt mennesker at være personer, og derfor er det ikke underligt, at gæs og ravne kan være personer. Det er ikke en litterær gimmick, men en udbredt opfattelse, at selv om der er forskel på mennesker og dyr, er der ikke uoverskridelige skel.
I inuits kulturtradition ’rekonstruerer’ man f.eks. den nedlagte isbjørn, når en dragt sys af isbjørneskind, og den, der iføres dragten, får del i bjørnens egenskaber. Den grønlandske kunstner og forfatter Jens Rosing har analyseret otte mumificerede lig, der er 500 år gamle og fundet i en klippespalte på Grønlands vestkyst. Rosing sammenligner designet af deres dragter med en amulet i stor skala: ”… altså en beskyttelsesamulet, der giver det ellers så svage og nøgne dyr – mennesket – umådelig bevægelsesfrihed. Iklædt sin dragt har mennesket overført dyrets egenskaber til sig og fået evnen til at gå rank og varm gennem kulde og storm.” (Rosing 1979).
Pelsdragtens design rækker imidlertid ud over ’at holde varmen’. For at fuldende relationen til bjørnen bliver endog dens køn og hale markeret som en integreret del af designet, skønt det er uden praktisk betydning. Desuden er udformningen et udtryk for den ærbødighed, der tilkommer den døde isbjørn, for at den kan vende tilbage i skikkelse af en genfødt bjørn. Dragten er forsynet med knogle-markeringer i form af lyse og mørke streger, hvilket er en klassisk ornamentik, som forstærker relationen til ånderne eller sjælene, der i mange animistiske sammenhænge afbildes som ’skeletter’ (ibid.).
I inuits oprindelige verdensforståelse kan et menneske også få del i ravnens evner. ”Den, der har en ravneklo syet ind i sine klæder vil besidde ravnens egenskaber,” bemærker Knud Rasmussen (Rasmussen 1908: 136). Og dog er ravnepersonen i fortællingen om ægteskabet mellem gåsen og ravnen stadig en ravn.
Altså en stor spurvefugl, som lever over det meste af den nordlige halvkugle, fra de arktiske egne i nord til sydligere breddegrader i Mexico, Nordafrika og dele af Indien. Og som vi straks skal se, er det netop på den nordlige halvkugle, at ravnen optræder som en talende person i talrige myter, sagn og eventyr, der interagerer med menneskelige og ikke-menneskelige personer.
Men hvorfor? Fugle og andre dyr er jo ikke ’personer’? Ganske vist kan nogle fuglearter lære at imitere lyde, f.eks. den lille trækfugl kærsangeren, der overvintrer i Afrika og om foråret flyver til Nordeuropa.
Formentlig efterligner den andre fugles kald og sang for at snyde dem til at tro, at dens territorium allerede er optaget af mange forskellige fugle.
En anden formidabel imitator er nordlig spottedrossel, der er udbredt i Mellemamerika og store dele af USA. Spottedroslen kan ikke alene imitere andre fuglestemmer, men også katte, hunde, frøer eller fårekyllinger, ja, den kan tilmed efterligne lyden af bilalarmer og motorsave. Og dog kalder vi hverken kærsangere eller spottedrosler for ’personer’.
Ravnen kan fremsige ord og sætninger og hører til dyrerigets mest intelligente arter. Dens hjerne er selvfølgelig meget mindre end menneskets, men forholdet mellem hjerne og krop er omtrent det samme som hos chimpansen, og tætheden af neuroner er ca. 14 gange større end i en menneskehjerne. Den kan bruge redskaber til at løse komplekse udfordringer, og både dens hukommelse og evne til planlægning er højt udviklet og svarer til, hvad man kan finde hos aber. Den kan også stjæle føde fra andre fugle og er i nogle tilfælde i stand til at flytte sit fødelager for selv at undgå at blive et offer for tyve. Den kan kalde på ulve for at få hjælp til at åbne ådsler, hvilket gør det lettere at mæske sig i døde dyr, og den kan flyve med ryggen nedad og foretage imponerende luftakrobatiske manøvrer.
Observationer af fuglens spektakulære evner og adfærd er naturligvis langt mere almindelige blandt oprindelige folk, hvis nærhed til naturen er — eller har været — så meget desto mere udtalt end blandt vor tids urbane befolkninger, eftersom ravnen kun er en sjælden gæst i byen. Der er altså oplagte grunde til, at fuglen har appelleret til menneskets fortælleglæde på den nordlige halvkugle, hvor den er en udbredt person i animistiske myter og folklore.
Betyder det, at oprindelige folk og historiske kulturer med animistiske verdensforståelser har foregrebet moderne erkendelser om fuglens intelligente adfærd? At der snarere er noget helt andet på spil, illustrerer fortællinger, hvor ravnen både er en menneskelig, umenneskelig og overmenneskelig ‘trickster’.
“Ingen ved præcis, hvordan ravnens fortællinger egentlig begynder, så hver enkelt begynder fra det sted, de kender den fra. Her begyndte den altid på denne måde: Ravn blev først kaldt Kit-ka’ositiyi-qa-yit (Søn af Kit-ka’ositiyi-qa). Da hans søn blev født, forsøgte Kit-ka’ositiyi-qa at træne og instruere ham i enhver henseende, og efter at han voksede op, fortalte han ham, at han ville give ham styrke til at skabe en verden. Til sidst lykkedes det Ravn efter at have forsøgt på alle mulige måder.” (Swanton 1909: 3).
Citatet er fra en samling af tlingit-folkets fortællinger, hvor den forunderlige og flertydige Ravn er en central kosmologisk figur.
Tlingit-folket stammer fra den nordamerikanske Stillehavskyst i det sydvestlige Alaska, og ravnens særstilling har de tilfælles med mange af deres nabofolk.
Deres Ravn er på én og samme tid en menneskegavnlig kulturbringer og en bedragerisk drillepind, der kan antage mange forskellige skikkelser. Han rejser fra sted til sted som en nordamerikansk Odysseus og møder talrige udfordringer.
Han er en verdensformer, snarere end en verdensskaber, og han sørger for dagslyset, vandløbene, havet og menneskene, som han har inddelt i forskellige folk med forskellige sprog. Han er for så vidt en guddommelig karakter, der ordner naturen, fordeler fuglearterne og andre dyr i hver deres nicher og tildeler dem forskellige roller i verden. Han bringer ilden til menneskene og lærer dem, hvordan man fisker, fremstiller sælspyd og bygger kanoer. F.eks. forklarer han, at ”nogle vilde dyr skulle være deres venner”, og han røber, at dyrene i havdybet heller ikke er, ”hvad vi tror, de er, men at de er ligesom mennesker” (ibid.: 83f).
Det er helt H.C. Andersen’sk — eller H.C. Andersen er helt tlingit’sk. Men H.C. Andersen har næppe nogen sinde hørt om tlingit-folket. Hans eventyr rummer imidlertid en række temaer og grundtræk, der heller ikke er fremmede i en animistisk nordamerikansk horisont, fordi de ganske enkelt er udbredte verden over, og fordi temaerne tilsyneladende er nærliggende.
Ravn er ikke en eventyr-karakter, men en afgørende mediator mellem mennesker og guder og andre åndelige skikkelser. Han er også en lumsk ballademager og bestemt ingen helgen. Eksempelvis er han first mover i forhold til at introducere krig i verden, og han holder sig ikke tilbage fra at lyve, stjæle, bedrage og slå ihjel. Af mange grunde bruges fortællingerne om Ravns gøren og laden også som børneopdragelsens pædagogiske personificering af, hvordan man ikke bør opføre sig, og i den sammenhæng tjener han også som en lærerig advarsel imod grådighed og selviskhed (ibid.: 92). Ravn er med andre ord ikke en ’moralsk’ person, selv om han ad denne vej kan bruges til at illustrere moralske pointer.
Særlig bemærkelsesværdig er hans rolle dog i tlingit-folkets myte om den store vandflod, der er tæt på at udslette alt liv i verden — en myte, der fortælles i flere varianter, og som også har paralleller til den bibelske syndflodsmyte.
Myten om Ravn er dog ikke særlig bibelsk: Han forfører sin tante, der er blevet låst inde i en boks af sin jaloux ægtemand, hans onkel. Raseriet over at se sin hustru forført får onklen til at stræbe Ravn efter livet med en hævntrang af apokalyptiske dimensioner (Goodchild 2014: 11).
Den forsmåede onkel beslutter simpelthen at udslette hele menneskeheden under en voldsom regnskylle:
”Det blev så vådt og stormende, at folk ikke kunne få mad og begyndte at sulte (…) men Ravn fløj op til himlens højeste sky og hang dér i sit næb. Efter at han havde hængt fast ved skyen i dagevis – ingen ved egentlig hvor længe – trak han sit næb ud og bad om at lande på et stykke tang, idet han tænkte, at vandstanden nok var faldet. Han fløj af sted og nåede vandoverfladen lige omkring halvvejs under bjergtoppene.” (Swanton 1909: 120).
Ravn overlever verdensundergangen på et hængende hår (eller rettere: hængende i sit næb), hvorpå han skaber en ny menneskehed og genopretter verden.
Odder bringer ham alt det grus, der skal til for at forme øerne og fastlandet, hvorpå han flyver frem og tilbage: ”Så kaster Ravn gruset — disse småsten — mod fastlandet. Idet han kastede dem, blev hver enkelt til en ø. Wow! De blev til øer. Dernæst flyver han til en af dem og sætter sig for at puste ud. Mens han sidder og puster ud i længere tid, kaster han endnu en. Den bliver til endnu en ø. Han kaster endnu en lille sten mod fastlandet. Dernæst flyver han hen til den.” (Dauenhauer & Dauenhauer 1998: 59).
Det fortælles også, at han har skabt en underjordisk kvinde, som står for tidevandets ebbe og flod. På et tidspunkt vil han gerne lære noget om, hvad der er under vandoverfladen, hvorfor han får hende til at hæve vandspejlet helt op til bjergtoppene – men ”ganske langsomt, for at folket får tid til at læsse deres kanoer og sætte sig i dem” (Swanton 1909: 16). Der er ingen stringent ’kronologi’ og intet ’logisk’ narrativ. Fortællingerne udfolder en ikke-rationel verdens- og samfundsforståelse, der rækker fra trivielle spørgsmål til kosmologiske temaer af både rituel og hverdagsagtig betydning.
Man skal heller ikke underkende betydningen af fortællingernes komiske elementer, som også udfoldes af denne på én gang såre ’menneskelige’ og dog ’overmenneskelige’ karakter. F.eks. er Ravn drevet af en umættelig hunger, og han er ikke mere ’ophøjet’, end at han også skal af med maden igen: ”Pludselig skulle Ravn skide og gik straks i gang. Just da begyndte den store laks imidlertid også at svømme mod land, hvorfor Ravn sagde: ’Vent lige, min ven, kom ikke ind til land endnu, for der er noget, jeg lige skal forrette.’” (Ibid.: 5). Fremførelsen ledsages gerne af tilhørernes latter (Dauenhauer & Dauenhauer 2014: 281) – og nogle fortællinger er så saftige, at visse passager tidligere kun blev oversat til latin for ikke at støde bornerte vesterlændinge (Dauenhauer & Dauenhauer 1998: 37).
For tlingit-folkets naboer, haidaerne, indtager ravnen også en central rolle, og herfra kendes ligeledes forskellige varianter af myten om den store vandflod. Haida-folkets Ravn er en uvorn søn af høvding Hul-i-sin-finne (Spækhugger) og hans hustru Tidevand. Det fortælles bl.a., at Ravn ikke kun forfører én, men to tanter, hvorefter den hævnende onkel sender en destruktiv vandflod: ”Han tager sin hat på. En malstrøm vælter ud af den, og vand begynder at dække jorden. Ravn tager sit ravneham på og flyver til himlen. Han begynder at sparke til vandet, og til sidst viger det.” (Goodchild 1991: 33).
Bagefter er Ravn ensom, indtil han finder en muslingeskal halvt begravet i strandsandet på en ø. Inde fra skallen hører han en hvisken, og snart ser han et ansigt titte frem og begynder at kalde: ”Kom ud!” Menneskene tager mod til sig og kommer ud af muslingeskallen, hvorefter de spreder sig på øen (Barbeau 1953: 159). Også denne fortælling findes i flere versioner (f.eks. Swanton 1905: 320).
Som nævnt er ravnen ikke kun udbredt som nøglefigur blandt en række indfødte folk på den nordamerikanske Stillehavskyst, men også i mange andre animistiske kulturer på den nordlige halvkugle, f.eks. blandt inuit i arktiske områder (Oosten & Laugrand 2006), blandt tjuktere i det nordøstligste hjørne af Asien og de kulturelt beslægtede korjakere i det nordøstlige Sibirien (Goodchild 1991: 9). Der er ikke én og ’samme’ kilde til alle kulturers fortællinger, og hvor Ravn både er en kulturhero og menneskeskaber i de vestlige arktiske områder, har han ’kun’ skabt lyset i de østlige områder (Oosten & Laugrand 2006: 201).
På den ene side er han en ophøjet kosmologisk og kulturgavnlig aktør, men på den anden side minder han om hofnarren og klovnen. En sådan skikkelse karakteriseres tværkulturelt som en trickster og kan være knyttet til forskellige dyr og skikkelser i animistiske verdensforståelser.
Den amerikanske antropolog Paul Radin lodder dybderne i en analyse, der især er baseret på fortællinger fra winnebago-folket (Ho-Chunk), hvis ord for trickster er wadjunkaga, ”den udspekulerede” (Radin 1956: 132). Skikkelsen, der her bl.a. optræder som kanin, er karakteriseret af en gennemgående paradoksalitet:
”… han repræsenterer ikke kun den udifferentierede og fjerne fortid, men også den udifferentierede nutid i ethvert individ. Dette udgør hans universelle og vedvarende tiltrækningskraft. Derved blev og forblev han alt for hvert enkelt menneske: gud, dyr, menneske, helt, nar. Han, der var før godhed og ondskab, er både benægter, bekræfter, ødelægger og skaber. Hvis vi ler af ham, griner han af os. Det, der hænder ham, hænder os.” (Ibid.: 168f).
Meget lig ravne-tricksteren på den nordlige halvkugle, hvorom den svenske religionshistoriker og antropolog Åke Hultkrantz skriver:
”De palæosibiriske folk og de nordamerikanske indianere deler ideen om en kulturhero og trickster. Hans navn er Ravn, eller Store Ravn blandt nordvest-indianerne, og han optræder som menneske eller som fugl. Hos korjakkerne formede Store Ravn jorden, bragte lyset og skabte alle dyrene. Han er menneskehedens forfader og den første shaman. Han er den mest prominente guddom (om end der er en vag, fjern himmelgud, identisk med morgengry, der også repræsenterer universet). Store Ravn er samtidig en særdeles obskøn trickster, der dominerer mytologien.” (Hultkrantz 1987).
I bogen Animisme — fra klippekunst til klimakrise præsenteres flere trickstere, og skikkelsens rolle uddybes, men her er det tilstrækkeligt at fastslå tricksteren som en karakteristisk nøglefigur i mange animistiske verdensforståelser — og som et illustrativt eksempel på disse verdensforståelsers iboende paradoksalitet.
Mennesker kan også være (eller blive) en ravn, og transformationen kommer f.eks. til udtryk i haida-folkets særlige konstruktion af ravnemasker, der kan åbnes foran og røber en maske indeni masken – en menneske-maske. Ravnen er med andre ord menneskets maske, og mennesket er ravnens maske. ’Dobbeltmasken’ eksemplificerer en personforståelse med ’glidende overgange’, et kontinuum mellem dyrenes og menneskenes indre, hvorfor sociale relationer så let går på tværs af mennesker og dyr. Det er en pointe, som ikke alene karakteriserer animisme, men også totemisme.
Ordet totem stammer formentlig fra ojibwa-ordet ototeman, der betyder noget i retning af: ”Han(hun) er en af mine slægtninge” (Insoll 2011: 1007). Der er også eksempler på, at genstande eller dele af dyr og planter kan være et totem, men mest udbredt er totemdyr eller totemplanter, og eftersom denne særegne relation er tværkulturel, er begrebet blevet en del af religionsforskningens terminologi. De fleste har hørt om totempælen, der stammer fra det vestlige Canada og nordvestlige USA. En monumental skulptur, der som regel er udarbejdet af en træstamme og består af udskårne figurer med relation til forfædre, klan-tilhørsforhold og vigtige begivenheder.
Dybest set er totemisme en ’delmængde’ af en bredere forståelse af animisme, for i reglen er de folk, der betragtes som totemister, også animister i den elementære betydning, at verden opleves som hjemsted for mange andre personer end mennesker — eller i en mere udbredt sprogbrug: verden er fuld af ånder. For totemister er nogle blot af særegen betydning for deres folk, klan eller slægt.
Uddrag af “Indledning: Hvad er animisme?” fra bogen Animisme — fra klippekunst til klimakrise. Kan købes som pdf-fil og bog.
