Andrea Hejlskov: 'Heksenes bog'
Anbefaling af Rune Engelbreth Larsen
’Heksenes bog’ er et kontant og samfundskritisk manifest i tid, hvor venskabsrelationer til verden er erstattet af udbytte og griskhed. Men den er primært en unik samling af kompetente, kiksede og kærlige erfaringer til animister, der i ordets bogstavelige forstand længes efter at genfortrylle livet og verden i det 21. århundrede. Bogen er skrevet af en kvinde til kvinder, men taler flydende, forklarende og letforståeligt til alle nysgerrige, der ingenting ved, og til alle, der allerede ved meget om animisme, shamanisme, hekseri og hedenskab …
1. Indflyvning
Der er mange betydninger af, hvad en heks er – geografisk og kulturelt såvel som historisk og aktuelt. Det er ikke en beskyttet titel, og derfor er der heller ingen grænser for, hvem eller hvor mange der kan kalde sig heks.
I de seneste årtier er ”heks” for nogle f.eks. blevet en feministisk selvbetegnelse uden relation til nogen magisk eller spirituel praksis; en identitet, der primært udtrykker samhørighed og solidaritet med undertrykte kvinder gennem empowerment af en betegnelse og identitet, der historisk er associeret med en særlig brutal misogyni. For andre er betegnelsen (også) nært knyttet til religiøsitet, spiritualitet og magisk praksis. Sådanne hekse arbejder oftest (men ikke altid) inden for en ikke-kristen verdensforståelse.
Der er imidlertid bemærkelsesværdige forskelle på de betydninger af hekse-betegnelsen, der har været anvendt i Europa fra middelalderen til oplysningstiden, og dem, der breder sig i europæiske sammenhænge fra midten af 1900-tallet og frem til i dag. Før midten af 1900-tallet var ”heks” f.eks. ikke noget, man ville kalde sig selv, men derimod noget entydigt suspekt og negativt, som man kunne risikere blive beskyldt for at være.
Sådan er det ikke (helt) længere. Det første moderne hekse-ikon i Danmark var Dannie Druehyld (1947-2021), der bl.a. har skrevet klassikeren Heksens håndbog (1987), og som i en årrække blev kaldt ”Danmarks eneste heks”. I dag er der næppe tvivl om, at den kendteste heks herhjemme er Andrea Hejlskov, der bl.a. har skrevet den autobiografiske roman Vølve (2021) og en grundigt kommenteret gendigtning af Völuspá – Vølvens Spådom (2024). Nu er hun også aktuel med Heksenes bog (2025).
Betegnende nok har den et velplaceret ’e’ i titlen, som Druehylds bog er foruden: Hejlskov skriver ikke ”Heksens”, men ”Heksenes” bog. Flertal. Hun taler til den enkelte, men aner konturerne af en bevægelse, der vokser, og ’Heksenes bog’ er utvivlsomt også en bestræbelse på at forære dette gryende fællesskab et stærkt, men blødt og udogmatisk fundament.
Hejlskov anvender dybest set ”heks” som en samlebetegnelse for shamaner, vølver, sejdkvinder og andre troldkvinder. Heksenes bog er således ikke en historisk fremstilling, men en erfaringsmættet bog om en moderne kvindelig identitet inden for en tværkulturel animistisk verdensforståelse i det 21. århundrede. En identitet, hun ikke blot beskriver, men også skaber.
I Hejlskovs italesættelse får ordet ’heks’ den samlende og fremadrettede fordel, at det er mindre tynget af specifikke kulturhistoriske rammer (og ’slagsmålene’ om dem) som f.eks. ’shaman’ og ’vølve’. Desuden flyder det ubesværet ind i sammensatte ord (hekseri, heksekunst, heksepraksis, heksekraft) og kan tilmed verbaliseres (at hekse, forhekse).
Det er ikke blot semantik. Definitionsproblemerne bliver mindre, betydningen bredere, og fleksibiliteten og fællesskabsforståelsen bliver større.
2. Afsæt. Hekseri i en animistisk verden
“Det der skete da vi begyndte at adskille det subjektive fra det objektive og begyndte på al vores videnskab var at vi begyndte at omgås verden (naturen og dyrene og alt) på en helt anden måde; vi begyndte at betragte alt det andet som ressourcer og som materiale, vi holdt op med at se det som levende. De andre arter, dyr, planter, stjerner, ting i naturen, sten, men også de artefakter og redskaber som du omgås og har en relation til. De har levendehed; de har dybe subjektive følelser af at være i live. (…) MEN. stenene, redskaberne, bordene, det materielle er ikke altid levende, nogle gange er en cigar bare en cigar – og det er et paradoks.”
Animistisk betragtet er alt en potentiel person, og derfor er verden også fuld af mulige venskabelige relationer med de ’mere end menneskelige’. Men nutiden er ikke just karakteriseret af venskaber mellem menneskene og de øvrige arter og fænomener: “Du må ud af materialismens paradigme hvor virkeligheden består af døde og tomme enkeltdele og ind i en verden hvor alting er levende og forbundet og hvor du har venner.”
Det afspejler sig også i kernen af det virke, der både karakteriserer shamaner, vølver og andre animistiske (h)åndværkere – eller med Hejlskovs fællesbetegnelse, heksene: “Vi reparerer de relationer der er gået i stykker.”
Magi er ”simpelt”, gentager hun flere gange (hvilket ikke betyder, at baggrunden og forståelsen ikke er kompleks og paradoksal) — for hvad er venskabsrelationer til ikke-menneskelige venner? I og for sig lige så simple som venskabsrelationer til menneskelige venner. Respekt. Venlighed. Opmærksomhed. Glæde. Gensidig hjælp.
Venskaber er jo venskaber, fordi gavn og glæde flyder begge veje. De opløses, hvis de kun er på den ene parts præmisser: “Dette vedbliver med at være en af de største udfordringer i min egen magiske praksis; mine plante- eller dyrevenner har vitterlig deres egne liv, længsler og behov, de eksisterer ikke for min skyld, og hvis jeg ikke lige har tid til at være en god ven, er de heller ikke en god ven over for mig.” Animisme 101.
Og: ”Hjælpeånderne er ikke dine slaver eller tjenere, de eksisterer lige så meget for dig som du eksisterer for dem. De har deres egne liv, viljer og motivationer. De er ikke ’gode’ og de er heller ikke ’onde’, de er ligesom os mennesker; komplekse (personligheder). Hvis jeg var en helt ny heks, ville jeg nok, som det allerførste, begynde med at prøve at etablere en stærk forbindelse til mine hjælpeånder.”
Ingen bliver tabt på en akademisk perron i Heksenes bog, men der er heller ingen anti-akademiske hang-ups. Begge dele er en befrielse i sig selv. Det er svært at overse, at der både ligger årtiers boglig fordybelse såvel som årtiers egenhøstede erfaringer under bogens puls. Det flyder. Sammen. Når Hejlskov skriver, er det, som om hun sidder over for sin læser og er oprigtigt interesseret i at være der. Inderlig. Insisterende. Alvorlig. Hyggelig. Tålmodig. Kæk.
3. Heksen. Kærlig, kompetent og kikset
Meget handler grundlæggende ’bare’ om en animistisk måde at være i verden på. Det er den, Hejlskov taler ind i og omfavner, kærligt, kompetent og kikset. Og i den trekant er alle vinkler vigtige, for heksen er ikke kun empatisk og vidende, men også akavet. Det kan vanskeligt være anderledes, for selve hendes metier er at overskride vanlige og velkendte rammer: ”Hun er ikke sej, hun er ikke cool og hun er ikke en ’stærk kvinde’ – ambivalensen er kommet for at blive, ligesom akavetheden. En perfekt heks er et oxymoron, heksen er så skide bøvlet, og det skal hun være.”
Og tosset. Ud fra enhver hverdagsrationel tanke og erfaring er det hele jo også temmelig tosset. Hverdagsrationaliteten står i vejen for det heksede — derfor det kiksede.
Ikke fordi hverdagsrationalitet er spor forkert, men fordi den er indskrænket. Verden er større, når bevidsthedstilstanden forandrer sig. Det rationelle sprog og de hverdagsagtige vedtægter kommer til kort — i det små og i det store.
Hvis man står helt af på dét, står man helt af på Heksenes bog. Hvis det efter bogens første 20 sider stadig KUN lyder tosset, er der ingen grund til at læse videre. Det er fair at konkludere, at det er ”for tosset for mig”. Også som anmelder.
Det er imidlertid ikke fair som Berlingskes anmelder at håne, blot fordi man ikke kan forstå og læse et sprog, der flyder og flyver. Det er ikke fair, når ærindet slet ikke er et forsøg på at forstå og ikke engang at formidle sin u-forståelse redeligt. Men i stedet at tale ned, latterliggøre og udskamme. Så bliver det endnu én af den slags bestillingsanmeldelser, som aviser desværre er fulde af.
Ligesom når en politikers bog anmeldes af en politisk arvefjende. Eller når en forfatter atter ’anmeldes’ af den anmelder, der allerede i årevis har givet udtryk for sin foragt for samme forfatters værker. Avisen ved det. Redaktøren ved det og bestiller bevidst den anmelder, hvis hån redaktøren forventer. Og får, hvad han har bestilt.
Også Hejlskov oplever det. Igen og igen. Nutidens verbale hån er stadig udtryk for stigmatisering og foragt. Ligesom Sankt Hans-bålenes heksedukker. Det er selvfølgelig ikke heksen selv, der havner på bålet, men IDEEN om heksen gør. Ideen om den kvindelige åndemaner og hendes tossede relationer til en levende verden. Det er den idé og dét budskab, der stigmatiseres og brændes. Der er åbenbart en del, der ikke har rykket sig længere.
Hvis du derimod befinder dig hinsides hånlig hovedrysten og er nysgerrig, venter en stor læseoplevelse, som ikke ligner nogen anden. En samling af erfaringer og viden, der næppe før er beskrevet så direkte og nærværende, intuitivt og umiddelbart.
4. Parentes. Den historiske heks som mytologi
Heksen som moderne populærkulturel ’karakter’ er noget ganske andet end Europas historiske heks fra middelalderen til oplysningstiden. Der er formentlig ikke en eneste middelalderheks, der nogen sinde har deltaget i en heksesabbat, forstået som et fysisk ritual for en cirkel af organiserede hekse. Men som Hejlskov skriver, kan heksesabbatten imidlertid sagtens være virkningsfuld i dag som ”metafor og mytologisk forbillede”. Der er forskel på rituelle narrativer og personlig praksis på den ene side og historicitet på den anden.
Problemet opstår, når hekse-fiktion formidles som historicitet — og det er der ret stor tradition for i nogle moderne hekse-miljøer. I modsætning til en stadig udbredt myte er der f.eks. ingen ’heksereligion’, der er overleveret hemmeligt fra heks til heks fra oldtiden til i dag. Det er en ahistorisk konstruktion, der opstår i slutningen af 1800-tallet, og som i midten af 1900-tallet bliver en del af fundamentet for den moderne heksereligion Wicca.
Udgangspunktet er den amerikanske folklorist Charles Godfrey Leland, der i 1899 udgiver bogen Aradia, or the Gospel of the Witches (Aradia, eller heksenes evangelium). Leland hævder, at trække på et middelalder-manuskript fra en hemmeligt overleveret hedensk heksetradition, som ”til stadighed udgør et fragmenteret hemmeligt selskab eller en sekt,” der rækker tilbage til ”Den Gamle Religion” (Leland 1899: 116). Helt uden historisk belæg. Men fortællingen samles op af den britiske egyptolog og folklorist Margaret Alice Murray (1863-1963) i The Witch-Cult in Western Europe (1921), hvor hun hævder, at en sådan heksereligion kan spores ”tilbage til førkristen tid og ser ud til at være den urgamle religion i Vesteuropa” (Murray 1921: 11f).
Det er kort fortalt forhistorien til ahistoriske grundforestillinger, som bl.a. videreføres i bogen Witchcraft Today (1954) af den britiske amatørarkæolog og Wicca-grundlægger, Gerald Gardner (1884-1964). Konstruktionen udbygges med Gardners The Book of Shadows (Skyggebogen), der præsenteres som overleveringer fra en urgammel heksekult, som Gardner hævder at være indviet i. Ingen historiker finder dette tilnærmelsesvis sandsynligt, og bogen består bl.a. af lån Lelands Aradia og okkultisten Aleister Crowley (1875-1947). En ”fuldkommen uplausibel” konstruktion konstaterer Diane Purkiss, der er professor i engelsk litteratur og specialist i emnet (Purkiss 2008: 379).
Europas historiske hekse er betydeligt mindre kryptiske og mystiske, og hekseanklager ramte ofte i flæng, ikke mindst i Danmark. Oftest begyndte sagerne ikke ’ovenfra’, men på bunden af samfundet, og de såkaldt ’kloge kvinder’ og ’helbredere’ udgjorde kun en mindre andel af de anklagede, der i realiteten var en meget broget skare af marginaliserede og fattige eksistenser. Mange blev angivet af naboer som følge af påståede forbandelser; f.eks. beskyldninger om at ”stjæle lykke” i ølbrygning og mælkeproduktion (Kallestrup 2020: 64).
Men heksefiguren spiller en rolle i dele af den kirkelige selvforståelse og magtiscenesættelse, idet forhørsprotokoller naturligvis ’bekræfter’ de vildeste riter og de ondeste djævledyrkere, for hvad siger man ikke under tortur? Dermed bekræfter torturen kvindens latente farlighed og syndstilbøjelighed i overensstemmelse med klassiske teologiske udlægninger af syndefaldet såvel som kirkens vigtighed og autoritet som bolværk imod Det Onde.
I Europa retsforfølges ca. 90.000, der står anklaget som hekse, og omtrent halvdelen henrettes, de færreste på bålet. De fleste er kvinder, men der er også mænd i blandt — i nogle lande er der sågar flest mænd. Ifølge historikeren Louise Nyholm Kallestrup foregår heksejagten i herhjemme i intense, afgrænsede perioder, der i den danske del af riget især er koncentreret i Christian IV’s regeringstid, primært 1618-22. Fire år, hvor intet mindre end 60 procent af alle landets trolddomsprocesser udspiller sig (Kallestrup 2020: 72). Som nævnt indledningsvis er ”heks” noget, man bliver beskyldt for at være, ikke en selvbetegnelse eller erklæret identitet (Levack 2006: 294).
Blandt de historikere, der ad kildetæt vej har kastet lys over heksejagten i Europa, og som også har trukket tæppet væk under Wiccas ahistoriske konstruktion, er Ronald Hutton, der udfolder fortællingen i The Triumph of the Moon (1999). Oprindelig blev værket mødt med vantro og modstand i det engelske Wicca-miljø, men med tiden har Hutton begejstret en del i miljøet, bl.a. fordi han tydeligvis har stor veneration for nyere Wicca. I andre henseender har han f.eks. påpeget, at der er tale om en lige så genuin religion som så mange andre (hvis historiske oprindelsesfortællinger jo heller ikke altid har nogen skudsikker historicitet at prale af). I dag er Hutton også en anvendt foredragsholder i Wicca-kredse. Viden kan noget.
Det er ikke nødvendigt at booste sin identitet og praksis med et ahistorisk bagtæppe. De historiske hekseforfølgelser var allerede rigeligt grusomme, torturen rædselsvækkende, og misogynien brutal. Der er ikke brug for at opdigte yderligere.
Religionshistorien, folkloren, antropologien og mytologien er betydningsfulde på hver deres måde. Hejlskovs heksebog læner sig både op ad historien og mytologien uden at behøve at stive sig af med et ahistorisk fundament, skønt et sådant har spillet en central rolle i dele af den moderne heksebevægelse. Hun nøjes med at konstatere: ”Der er store og vigtige samtaler om hekseprocesserne, men lad os for nu fastholde at nogen blev brændt fordi deres verdensbillede ikke kunne og måtte eksistere længere, og lad os samtidig huske at de absolut ikke var de eneste, der blev undertrykt, udslettet eller tavsliggjort.”
Det er endnu et plus ved Heksenes bog. Der er rigeligt med ahistorisk selviscenesættelse og anti-videnskabelighed i en del af de såkaldte spirituelle miljøer.
5. Skattekiste og hvepserede
”Vi kan lære noget vigtigt af at studere de gamle måder at gøre det på,” understreger Hejlskov om rituel praksis — men: ”Vi må på en eller anden måde oversætte de gamle praksisser og metoder, hvis de skal give mening i moderne tid.”
Heksenes bog handler om teknikker, der kan læres, og råd, der kan videreformidles. Noget er nyt, noget er gammelt og ’oversat’. Der er masser af regler. Og dog. Der er ingen regler. Og dog. ”Pointen er, at det skal betyde noget for dig,” pointerer Hejlskov.
Bogen er en skattekiste af erfaringer og en hvepserede af associationer, indfald og udfald, en ordentlig uorden af orden. Ved pluklæsning kan den forekomme udisponeret, løs i koderne og sludrende hulter til bulter. Det er den ikke.
Læs den som en sti i vildnisset fra side 1 til 282; bagefter er den velegnet pluklæsning.
Hejlskov tager læseren i hånden og guider gennem egne erfaringers opture og nedture, akavede fejltrin og spektakulære gennembrud i 2-3 årtier. Og der er ikke langt mellem snapsene. En grundig hvordan- og hvorfor-bog, der rummer et væld af konkrete råd og en bred vifte af specifikke anvisninger. Og givetvis de mest reelle svar, der hidtil er givet på skrift herhjemme inden for bogens bredspektrede emne.
Det er godt, at hun ikke har skrevet den for 10 år siden. Den ville falde på et betongulv og tale til en mur. Men der er sket noget i de senere år. I dag lander den blødt og taler til spirerne og blomsterne.
Heksenes bog er et kontant og samfundskritisk manifest i tid, hvor venskabsrelationer til verden er erstattet af udbytte og griskhed. Men den er primært en unik samling af kompetente, kiksede og kærlige erfaringer til animister, der i ordets bogstavelige forstand længes efter at genfortrylle livet og verden i det 21. århundrede.
Og beyond.
Køb bogen via Forlaget GAD: Heksenes bog
• Rune Engelbreth Larsen, 29. juni 2025
• Tak til private givere for støtte til Alteria.dk
• Mere animisme på Facebook: Animisme.dk