Maria Lisette Jacobsen: 'Blandt urter og elverfolk'
Anbefaling af Rune Engelbreth Larsen

I en særdeles kompetent brugs- og oplevelsesbog om gamle traditioners plantemedicin tager Maria Lisette Jacobsen fra Hyldemors Have os med på en rejse gennem årshjulet, der fører endnu videre end til planteverdenens styrkende egenskaber. Urternes brug, der hviler på århundreders trial and error, er kyndigt drysset ud over bogens vifte af spændende opskrifter, men hun deler også ud af sine personlige erfaringer og råd om, hvordan man knytter relationer til naturens animistiske persongalleri …

“Hvad ser du, når du kigger ud i naturen? Ser du bare grønt i forskellige former og farver, eller ser du nye og gamle venner?”

Vi ser altid verden gennem egne briller, konstaterer Maria Lisette, hvis udgangspunkt er så elementært og universelt som jorden, om end i meget mere end én henseende:

“Mit liv har på mange måder altid været viet til jorden. Som arkæolog var hovedbestanddelen af mit arbejde bundet op på jord. Jeg levede af den. Jeg levede i den. Jeg rørte ved den. Jorden var overalt. Når jeg kom hjem om aftenen, havde jeg jord mellem tænderne. I håret. Under neglene. Jeg levede og åndede jorden. For jorden. I mit shamanistiske virke er jordens kraft blevet mit fokus. (…) Det er i jorden, vi næres, her vi forbinder os til over 10.000 års historie forankret i landskabet. Det er her, vi kan søge trøst. Se det skjulte. Så vigtigt, som det er at kunne åbne op for den florlette åndelige verden, mindst lige så vigtigt er det for mig at have begge ben solidt plantet på den gode jord, så vi ikke flyver væk i intergalaktiske tåger og mister fornemmelsen for det levede liv.”

Det stedbundne er dér, hvor relationer knyttes til naturens stemmer i kontrast til den ublu udnyttelse af verden omkring os, der er så udbredt i dag. Men lige så lidt som Blandt urter og elverfolk bliver flyvsk og flagrende, kaster den heller ikke vrag på den almindelige medicinske behandling eller lægevidenskab og fornuft. Formålet er at supplere vejen til et sundere liv og knytte sig til naturen i kraft af venskaber i stedet for fjendskaber.
Maria Lisette Jacobsen (foto: Hyldemors Have)

“Mit sigte med denne bog er at bringe os tættere på naturen og genskabe den forbindelse, så vi ikke længere føler os usikre og fremmedgjorte over for alt det grønne,” skriver Maria Lisette. Og det sker ikke ved at stå stille og absorbere dogmer, men ved at bevæge sig og lære nyt: “Ved at gå i lære hos urtekyndige, der gavmildt har øset af deres viden. Og ved at blive ved. Forsøge, fejle og blive klogere. Ved at læse og lytte. Og gå ud i det grønne og trække vejret. Studere. Smage. Eksperimentere. Dele erfaringer og sammenligne resultater.”

Det handler ikke om blind tro, men om erfaring og oplevelse af, hvad der virker og giver mening – også når bogen bevæger sig ud over det umiddelbare. Den er også en dør til et mere traditionsrigt animistisk perspektiv, der knytter an til den nordiske kulturarv såvel som en tværkulturel arv.

”Hverdagsshamanisme” er således ikke alene Maria Lisettes berigelse af det danske ordforråd, men også hendes unikke måde at lære gamle kunster fra sig inden for en animistisk verdensforståelse, der bygger på respektfulde relationer mellem mennesker og alt det ‘ikke-menneskelige’ i naturen.

For den, der mener, at animisme og shamanisme er fortidens overtroiske tilgangsvinkler til vores komplekse verden, vil bogens anliggende derfor nok være en anmasselse.

Men Maria Lisettes hverdagsshamanisme er ikke et mystificerende ‘anything goes’, der hører til på samme boghylde som UFO-nyt og korncirkler, tværtimod. Animisme og shamanisme er ikke nye ‘påfund’ i en blandet landhandel, men derimod verdensperspektiver, som ikke kun har været historisk udbredt på alle beboede kontinenter i årtusinder, men også i nutiden er indlejret i hundreder af millioner menneskers hverdagstilværelse i moderne metropoler såvel som fjerne afkroge.

Moderne antropologi og religionsvidenskab har for længst forladt den klassiske akademiske primitivisering og ringeagtelse af animisme. Den engelske antropolog Tim Ingold udtrykker det på denne måde, når der på animistisk vis tales om ikke-menneskelige personer, f.eks. når træet opleves som en ‘person’: “Hvis der er intelligens på spil her, ligger det ikke ‘inde i’ hovedet på den menneskelige aktør, lige så lidt som ‘inde i’ træets materie. Snarere er det immanent i det totale system af sansning og handling, konstitueret af sam-tilstedeværelsen af menneske og træ i et videre miljø.”

Ikke just mundret, men flere og flere antropologers erkendelser tyder på, at selve den hverdagsrationelle begrebsramme, vi traditionelt har anvendt til at forklare ’de andres’ såkaldt ikke-rationelle verdensperspektiver med, faktisk er lige så uanvendelig og misvisende som en kniv, der skærer i vand.

'The Little People' (Dougald Stewart Walker, 1914; public domain)
Maria Lisette taler lige ud af posen om åndefæller: “Inden for den naturnære, animistiske tradition, som jeg arbejder i, har min shamanistiske lærer altid talt om åndefæller, ikke at forveksle med åndsfæller, om end de på en måde er beslægtede. Åndefælle er betegnelsen for alle de magiske, synlige og usynlige væsener, der følger dig.”

Det, hun formilder, har hun studeret, læst, fordybet sig i og lært af andre. Men hun er ikke stået stille og er også gået sine egne veje, og det er samlingen af årelange erfaringer og gennemprøvede råd, der gør bogen til et standardværk på sit felt.

Der er masser af praktiske nede-på-jorden-råd, talrige opskrifter på hjemmelavede urte-theer, tinkturer, olier og salver, som ikke er ‘produceret’ af multinationale firmaer eller høstet i fjerne lande for at blive fragtet halvvejs rundt om jordkloden, men som netop stammer fra den nære naturs gavmildhed. For Maria Lisette handler det hverken om at være ’eksotisk’ eller at udnytte sjældne og truede planter, men derimod om at knytte sig respektfuldt til almindelige vilde arter – til hjemmebrug.

Det er også af disse grunde vigtigt, at man ikke er blind for, at natur og biodiversitet er trængt som aldrig før – især når naturen er selve kilden til ens virke: “For at sikre vores biodiversitet, bør du ikke høste frø for at så canadisk gyldenris i din egen have eller andre steder, men nøjes med at høste den til medicin dér, hvor den gror.” Og om det trøskede træ fra eg til røgelse: “Tag kun, hvad træet selv afgiver, og undgå at brække.”

Blandt urter og elverfolk er en relationsbyggende rejse gennem årshjulet til årets største skæringstidspunkter og ind i hver måned og sæson. Indbydende og inviterende udfoldet af forfatterens sanselige og indtrængende — men aldrig påtrængende – sprog.

En forfatter, der venligt tager sin læser i hånden, fortæller om og lytter til naturens stemmer og inspirerer andre til det samme. En forfatter, hvis ord og sætninger flyder så fint og nærværende, at de lige så let kunne ledsage en barfodet vandretur over engen og ind under skovens raslende kroner, som de kunne stå i en bog.

Køb bogen via Muusmann Forlag: Blandt urter og elverfolk

Spread the love