Animisme, humanisme og rewilding
★ Animisme er ”et betydningsfuld forslag til at gentænke relationer, perspektiv, proces og virkelighed”, påpeger den amerikanske videnskabshistoriker Donna Haraway, der twister nødvendige fortællinger i en global krisetid. Det tror jeg også, der er brug for.
I et par årtier skrev jeg bøger og artikler om humanisme, og i det seneste halvandet årti har jeg skrevet mest om natur og rewilding, men når jeg også har været optaget af animisme i de seneste år, skyldes det ikke alene, at det er spændende som idéhistoriker at gå i dybden med et emnefelt, der er temmelig ubeskrevet på dansk, men også at der i mine øjne er en betydningsfuld fællesnævner mellem HUMANISME, REWILDING og ANIMISME.
Det skal jeg vende tilbage til.
Donna Haraway er ikke meget for “økosystemtjenester”, fordi begrebet fastholder den kapitalisering af naturen, der har efterladt store dele af planeten som en økologisk ruinhob, skønt intentionen er en anden. Haraway har også stærke reservationer over for epokebetegnelsen “Antropocæn”, der gentager menneskets hierarkiske selvovervurdering på bekostning af naturen og de øvrige arter (Haraway: Staying with the Trouble). Hun “twister” tidsåndens grundfortællinger, fordi den globale klima- og biodiversitetskrise i den grad kalder på at revidere og ‘twiste’ en del af det, vi har fortalt og genfortalt om verden og mennesket de seneste århundreder. Og dér kommer animisme ind som del af en nytænkning, hvor ’bevidsthed’ ikke anskues som noget, der er eksklusivt lukket inde i menneskets hjerne.
Animisme er bl.a. en vifte af twistede fortælling (tricksterfortællinger), der ikke nødvendigvis opløser forskellene, men snarere bygger bro og overskrider den kulturelt betingede distance imellem dem.
Hvad betyder det? Det handler min bog Animisme fra klippekunst til klimakrise om, og der er en grund til, at den er så omfangsrig, fordi den dels skitserer baggrunden herfor i et kulturhistorisk forløb fra stenalderen til i dag og dels belyser, hvorfor de seneste årtiers nye perspektiver på animisme er af betydning for forståelsen af dette forløb. Og det er der stadig meget mere at sige om, end bogen kunne rumme, både stort og småt.
Da jeg arbejdede på bogen, fandt jeg ud af, hvor mangefacetteret og komplekst emnet er, når vi forlader 150 års akademisk blanding af eurocentrisk foragt og fortegnede fremstillinger, der har kendetegnet hovedparten af de historiske, religionsvidenskabelige og antropologiske forståelser af animisme langt ind i midten af 1900-tallet.
Historisk er animisme blevet beskrevet som ”laverestående” og ”primitive racers” tro på (eller overtro om) en ”besjælet” verden.
I dag er den racebetingede foragt forsvundet (i den akademiske verden), men mange af de øvrige misforståelser består.
Animisme er f.eks. langtfra eksklusivt knyttet til oprindelige folk, men var også normen i oldtidens nærorientalske kulturer og blandt antikkens romere og grækere; det samme var tilfældet i Norden til og med den tidsalder, vi kalder vikingetiden, for blot at nævne toppen af isbjerget.
Endvidere er animisme udbredt blandt mange hundreder af millioner mennesker i det 21. århundrede, hvoraf mange bor i urbane samfund og metropoler, der naturligvis har alle ’civilisationens’ moderne karakteristika.
Animisme er altså ikke begrænset til oprindelige folk og kan ikke reduceres til et uciviliseret ’før-moderne’ fænomen. Det er faktisk heller ikke retvisende at beskrive animisme som en ”tro” på en ”besjælet” verden, hvilket komplicerer det hele yderligere.
Og så kan jeg vende tilbage til mit oprindelige ærinde: Hvorfor animisme OG rewilding OG humanisme? Fordi fællesnævneren er et nødvendigt (udtalt eller uudtalt) opgør med den fortsatte og omsiggribende stimulering af egoets kortsigtede selviske behov.
I en tid, hvor den dominerende tidsånd fastholder og stimulerer menneskets absolutte arts-monarki, kronet af egoets grænseløse udfoldelse, er resultatet et voldsomt ekspanderende overforbrug, der udsletter arter og ensretter natur – hvilket er en af de mest fundamentale årsager til klima- og biodiversitetskrisen: Alt for mange forbruger alt for meget, og alt for mange er alt for ligeglade med den igangværende artudryddelse og naturdestruktion.
HUMANISME handler om menneskets bestræbelse på at give plads og privilegier FRA sig og kunne rumme ‘de fremmede’. REWILDING handler om menneskets bestræbelse på at give plads og privilegier FRA sig og lade andre arter end os selv udfolde sig så vildt som muligt på deres egne præmisser. ANIMISME handler om at give plads og privilegier FRA sig og anerkende, at bevidsthed og personhed kan være andet og mere end menneskelige egenskaber.
Tre måder, der på forskellig (men overlappende) vis måske kan bidrage til at lære os mere om den svære lære at give mere fra os, end vi raner til os.
