Frøken Egetræ, Mickey Mouse og andre dyre- og plantepersoner
Af Rune Engelbreth Larsen
Hvad er animisme? En kort introduktion til animisme belyst gennem eventyr og populærkultur — fra H.C. Andersen og Brdr. Grimm til Disney og Miyazaki …
I sonetten Apollons arkaiske torso beskriver den østrigske digter Rainer Maria Rilke i 1908 en Apollon-skulptur med et twist, idet han afslutningsvis vender synsvinklen 180 grader. Med ét er kunstværket ikke længere kun en skulptur, men også en person, der henvender sig til beskueren med et radikalt budskab:
… denn da ist keine Stelle,
die dich nicht sieht: Du mußt dein Leben ändern.
Eller på dansk: ”… for der er intet sted, som ikke ser dig: Du skal forandre dit liv.” Er skulpturen en iagttager? Det er naturligvis ’kun’ poesi, der jo ofte handler om at billedliggøre og symbolisere tanker i fantasifulde og kreativt befordrende ord og sætninger for at skabe nye associationer og rum til refleksion og inspiration, hvorfor vi næppe tager det bogstaveligt.
I et berømt essay fra 1964, L’Oeil et l’esprit (Øjet og ånden) bemærker den franske filosof Maurice Merleau-Ponty dog, at også billedkunstnere til tider giver udtryk for, at ”tingene kigger på dem”. F.eks. har André Marchand sådanne ’omvendte’ iagttagelseserfaringer, der minder om Rilkes sonet, blot i naturen: ”Ude i skoven har jeg gentagne gange følt, at det ikke var mig, som betragtede skoven. På visse dage har jeg fornemmet, at det var træerne, som kiggede på mig, som talte til mig … Jeg var der bare, lyttende …” (Merleau-Ponty 1970: 25f).
Rilkes sonet og Marchands oplevelser i skoven minder om scener fra eventyr, hvor dyr og planter ofte taler og agerer som mennesker.
I mange af H.C. Andersens fortællinger er det f.eks. ikke kun forbeholdt mennesker at være personer. I Suppe paa en Pølsepind (1858) bor en ege-person i et gammelt egetræ: “Jeg gik nu nærmere hen til det omtalte store træ, der var en eg, den havde høj stamme, mægtig krone og var meget gammel; jeg vidste, at her boede en levende skabning, en kvinde, dryade kaldes hun, fødes med træet og dør med det …” (Andersen bd. 3, 1990).
I oldtidens Grækenland betegner dryade en ånd, der er specifkt knyttet til et egetræ (drys betyder ”eg” på græsk). Andre trænymfer er knyttet til andre træarter, f.eks. er meliader knyttet til asketræer og epimeliader til frugttræer. Men med tiden bliver dryade en betegnelse for træ- og skovånder i almindelighed – hvis man da kan tale om ånder og almindelighed i samme åndedrag.
I Dryaden (1868) er fortællingen henlagt til Verdensudstillingen i Paris i 1867, men selv om handlingen udspiller sig i hjertet af datidens fashionable modernitet, møder vi noget så umoderne som et talende kastanietræ, der er blevet genplantet i den franske hovedstad.
Men Verdensudstillingen befolkes også af andre dyrepersoner og ånder: ”Sommerfugle, guldsmede og fluer, ja, alt hvad flyve kunne, aflagde visit; sladre gjorde de allesammen: fortalte om landsbyen, vinmarken, skoven, det gamle slot med parken, hvori var kanaler og damme; dernede i vandet boede også levende væsner, der på deres måde kunne flyve fra sted til sted under vandet, væsner med kundskab og tænkning; de sagde ikke noget, så kloge var de.” (Andersen bd. 5, 1990).
I Hyldemoer (1844) møder vi en fortæller, som ikke blot har en historie på hjerte, men bogstavelig talt skaber en verden i verden, da en kande hylde-te forvandles til et hyldetræ og en gammel kone:
”Den lille dreng så hen til tepotten, låget hævede sig mere og mere, og hyldeblomsterne kom frem så friske og hvide, de skød store lange grene, selv ud af tuden bredte de sig til alle sider og blev større og større, det var den dejligste hyldebusk, et helt træ, der ragede ind i sengen og skød gardinerne til side; nej, hvor det blomstrede og duftede! Og midt i træet sad en gammel, venlig kone med en underlig kjole på, den var ganske grøn, ligesom hyldetræets blade og med store hvide hyldeblomster, man kunne ikke straks se, om det var tøj eller levende grønt og blomster.” (Andersen bd. 2, 1990).
Dyre- og træpersoner optræder som bevidste væsner med indbyrdes sociale og kulturelle relationer, der påfaldende ligner menneskenes. Det kender vi også fra de berømte tyske folkemindesamlere og sprogforskere Jacob Ludwig Carl Grimm og Wilhelm Karl Grimm, bedre kendt som Brødrene Grimm. I 1812-15 udgiver de en række redigerede og stiliserede folkeeventyr under titlen Kinder- und Hausmärchen (Børne- og huseventyr).
Blandt de udødelige klassikere er Hans og Grete, Rødhætte, Snehvide, Askepot, Rapunzel, Mor Hulda og Rumleskaft, hvoraf flere afspejler sociale og kulturelle relationer mellem dyr og mennesker.
I eventyret Harebrud bortføres f.eks. en ung pige af en hare, der forsøger at ægte hende, idet en krage optræder som præst og en ræv som degn. I Den syngende gyngende løvhyttefugl må en far lade sin datter ægte en løve (der dog viser sig at være en fortryllet kongesøn og derfor kun er løve om dagen). Undervejs flyver hun med fuglen Grif, og vi møder solen, månen, østenvinden, vestenvinden, søndenvinden og nattevinden som talende personer.
Disse relationer er hverken opfundet af H.C. Andersen, Brødrene Grimm eller andre fantasifulde eventyrdigtere, men er definerende træk ved animisme.
Betegnelsen kommer af anima (latin), der betyder ”ånde” eller ”åndedrag” og dækker en bred vifte af verdensforståelser, hvor dyr, planter, bjerge, floder, himmellegemer, masker, redskaber og andre fænomener er (potentielle) personer. Det kan udtrykkes forskelligt; f.eks. kan en bjørn være en ånd eller ’knyttet til’ en ånd, men dyr og planter kan også være ’ejet’ af hver deres artsspecifikke ånd. I alle tilfælde er der tale om en udvidet ’person-forståelse’.
Ånderne kan have forskellige fremtrædelsesformer, bl.a. dyr med menneskelige egenskaber eller hybrider, der optræder i blandingsformer af dyre- og menneskeskikkelser, men de kan også optræde udelukkende i menneskekrop uden dog at være mennesker.
Tidligere ville man karakterisere animisme som et verdensbillede, ifølge hvilket nogle folk ”tror”, at alting er ”besjælet”, eller at alle ting og steder er beboet af ”ånder”. Af grunde, som udfoldes i bogen Animisme — fra klippekunst til klimakrise, er den almindelige brug og forståelse af ”ånder” og ”sjæle” såvel som begreberne ”tro” og ”verdensbillede” imidlertid ikke særlig hensigtsmæssig. Her handler det dog blot om en foreløbig indkredsning af animisme — og vi skal heller ikke kaste vrag på alle vante ord og begreber, der stadig giver et fingerpeg om, hvad det handler om, hvorfor fremstillingen ikke er blottet for ”ånder”.
Moderne film og litteratur inden for den såkaldte fantasy-genre inkorporerer også ofte klassiske animistiske træk, og animisme finder allerede kongevejen til underholdningsbranchen for et århundrede siden. Disney-universets ikoniske dyrepersoner har siden 1923 været skåret ud af en animistisk drejebog med Mickey Mouse som den mest berømte karakter, og noget tilsvarende gælder fabeldyrene inden for den japanske Pokémon-franchise siden 1996.
Endvidere har en lang række animationsfilm haft let ved at opnå en verdensomspændende gennemslagskraft, der spænder fra Disneys Løvernes konge (1994), Bjørne Brødre (2003) og Frost II (2019) til Hayao Miyazakis Prinsesse Mononoke (1997), Chihiro og heksene (2001) og Drengen og hejren (2023). Den danske instruktør Jannik Hastrups Drengen, der ville gøre det umulige (2002) og den irske instruktør Tomm Moores Sangen fra havet (2014) og Wolfwalkers (2020) er også internationalt anerkendte animationsfilm med et animistisk omdrejningspunkt, for blot at nævne ganske få.
Animistiske træk finder vi også i vekslende grad i bestsellere som J.R.R. Tolkiens Hobitten (1937) og Ringenes Herre (1954-55), Andrzej Sapkowskis Witcheren (1986-2013), J.K. Rowlings Harry Potter (1997-2007) og i George R.R. Martins En sang om is og ild (1996-), der alle har fundet et endnu større globalt publikum i kraft af adskillige filmatiseringer.
I den britiske forfatter Phillip Pullmans trilogi Det gyldne kompas (1995-2000), der er blevet filmatiseret af BBC, er det f.eks. en særegen pointe, at alle mennesker ledsages af en skytsånd i form af en ’dyreperson’, og i James Camerons globale succesfilm Avatar (2009) har naturen bevidsthed.
Talende dyr og fabeldyr, der interagerer socialt og kulturelt, indgår tilsyneladende i flere ægteskaber på kryds af tværs af arter — og hvad enten én eller ingen af ægtefællerne er mennesker, er de gerne menneskelige.
Guillermo del Toros Oscarvindende The Shape of Water (2017) er f.eks. en kærlighedshistorie mellem en havmand og en kvinde, og i H.C. Andersens Den lille Havfrue forelsker en havfrue sig i en prins. Det er heller ikke noget, som H.C. Andersen, Brødrene Grimm eller Guillermo del Toro har fundet på, men et udbredt animistisk tema i mytologi og folklore, hvor mennesker ægter dyrepersoner, bl.a. i skikkelse af fortryllede mennesker.
Underholdningsbranchens populærkulturelle fantasy-genre og de klassiske eventyrfortællere er i vekslende grad rodfæstet i animismens vidtforgrenede kildevæld. H.C. Andersen kan netop nærmest læses som kapitler i Animismens ABC, eftersom eventyrgenren overlapper folkedybets folkeviser, sagn og legender.
Derfor er det ikke odiøst, at myter og folklore ofte er rige på animistiske verdener, temaer og pointer, som vi i dag er mest bekendte med i mere strømlinede versioner fra film, bøger, tegneserier eller computerspil, om end ’fødekæden’ i realiteten er gået den modsatte vej.
Uddrag af “Indledning: Hvad er animisme?” fra bogen Animisme — fra klippekunst til klimakrise. Kan købes som pdf-fil og bog.
