Rune Hjarnø Rasmussen: 'Aun'
Anbefaling af Rune Engelbreth Larsen
Med et lille mirakel af en bog udfolder og reaktualiserer den danske religionshistoriker Rune Hjarnø Rasmussen aspekter af nordisk animisme på vidende, veloplagt og visionær vis. Ikke blot deler han ud af sin detail-indsigt i komplekse kalendertraditioner, men italesætter også overforbrugets ildevarslende globale klima- og biodiversitetskrise gennem en skarpsindig aktualisering af en oldnordisk myte om samvittighedsløs egoisme. Og binder det hele sammen …
1. Fra Runekalender og Ravnefane til Yulebuk-optog og Youtube
Bogen Aun — Cannibal Kings, Cosmic Healing and the Recovery of a Nordic Tradition er en first. Næppe nogen har tænkt og ræsonneret sådan før. Intentionen er at trække historiske animistiske relationer og vidensformer ind i det 21. århundrede, hvilket sådan set er træffende for Hjarnø Rasmussens generelle virke gennem platformen Nordic Animism. Og i reglen lykkes det i overbevisende grad.
Hjarnø Rasmussen er en pionér, der forsøger at omsætte animistisk tænkning i en bemærkelsesværdig modfortælling til den materialisme, der trods klima- og biodiversitetskrise buldrer uanfægtet derudaf. På få år har han udfoldet denne modfortælling i en række usædvanligt kreative og velgennemtænkte projekter, f.eks. forskydningen af vikingetidens krigeriske ravnestandard til et redesignet ravnetotem-banner i en ny relation til naturens ikke-mennesker, udarbejdelsen af en (re)konstrukteret runekalender og lanceringen af Yulebukken som årligt optog i hjertet af København.
Desuden et utal af analyser på en stribe sociale medier, heriblandt over 200 Youtube-videoer, der går i dybden med alt fra runer, skuebrød, juletræer, navngivning, New Age, forfædredyrkelse og gaveøkonomi til havfruer, Hulda, en afgørende analyse af William Goldings ‘Fluernes Herre’ og antinationalistisk kritik af Neil Gaimans og ‘American Gods’. For blot at nævne et lillebitte udsnit.
Vi lever i en tid, hvor man helst skal ’fodre’ de sociale medier med hæsblæsende hyppighed, fordi det måske er nutidens vigtigste ’ølkasse’ til at få spredt et budskab (alle opmærksomheds-ædende og profitmaksimerende algoritmer osv. til trods). Men hvor denne nødvendighed er uundgåelig for mange, der har meget på hjerte, men ikke ’passer ind’ i mainstream-kanaler, er det selvfølgelig også uundgåeligt, at vi ikke alle kan være enige om alt i så bred en vifte, der kommer med ombord på det gode skib Nordic Animism.
Blandt overfloden kan Nordic Animism f.eks. også blive for bredt anlagt i mine øjne, når en anti-animist som Nikolaj Frederik Severin Grundtvig (1783-1872) italesættes som en del af en hedensk vifte, fordi han stod fadder til højskolebevægelsen (som skulle være ”patriotisk”) og en overgang var stærkt optaget af sin ”Asarus”. Det varede indtil en livskrise i 1810-11, hvor han frygtede at blive opslugt af Djævlen og siden indlæste nordisk mytologi i et kristent teologisk perspektiv.
Ikke mindre betydningsfuldt for helhedsbilledet er hans nationalistiske eksklusivisme og politiske agiteren for et fremmedfrit Danmark (”kald alt Udansk det Onde”), herunder arbejdet i Den Danske Forening og udgivelsen af Danskeren, der bliver den direkte inspiration for højre-nationalistiske bevægelser i 1990’erne – for ikke at nævne hans teologiske sandhedsabsolutisme, ifølge hvilken den ”Mosaisk-Christelige Anskuelse” er den ”eneste ægte Grund-Anskuelse af Menneske-Livet”.
Nordic Animism er stærkt antinationalistisk, og derfor er Grundtvig ikke oplagt. Han har efterladt sig talrige værker og smuk poesi, og som andre betydningsfulde forfattere har han ganske vist også efterladt sig retninger og fløje med hver deres fokus. Men efter ”Asarusen” står nordisk mytologi for Grundtvig i kristendommens og nationalismens tjeneste (“Naar Danmark glemmer Christendom, Da ødes Dannevirke”).
Hjarnø Rasmussens platforme beskæftiger sig både med subtile religionshistoriske detaljer, historiske og aktuelle tendensers afspejling af tiden og folkelig forankring, hvorfor han naturligvis kommer vidt omkring – endnu videre med AUN-bogen, der rækker længere tilbage og længere frem end 1800-tallets danske tidsånd. Her udfolder han i mine øjne Nordic Animism-projektet, når det er nyskabende og visionært.
1. AUN – at reaktualisere riter i en ny tid uden blindt at kopiere en gammel
Aun refererer til myten om den svenske kong Aun, der ofrer en søn til Odin med års mellemrum for at forlænge sit liv ud over det naturlige åremål — om end han ikke undgår at ældes. Efter ni døde sønner er kongen for længst blevet så gammel, at han i sin svækkede tilstand er henvist til sengen, og som en oldgammel baby kan han ikke længere indtage fast føde. Men da han også vil ofre sin tiende og sidste søn for at forlænge livet yderligere, sætter hans undersåtter langt om længe en stopper for hans makabre praksis, og Aun må endelig se døden i øjnene i en alder af 304 år.
Intet kunne naturligvis være mere blottet for hæder end denne ynkelige død i en krigerkultur, hvor det mest ærværdige er at dø i kamp og blive hentet direkte til Valhal.
Men der er også et andet lag i myten. Aun er indbegrebet grænseløs grådighed, der får ham til at ofre fremtidens børn og derved slægtens (’verdens’) fortsættelse af hensyn til egne selviske ‘behov’. Hjarnø Rasmussen ophøjer fortællingen til et oplagt billede på nutidens forbrugerisme, ikke fordi det giver mening i en historisk kontekst, men fordi det giver mening i dag: “I think that we are Aun. Wanting more. More time, more comfort, more entertainment. More gadgets, more luxury, more power. All of it comes at a price.”
Og den pris er fremtidens natur og den udhulede verden, som vores egne børn og børnebørn skal (over)leve i og af.
“We are Aun in our complicity of Western civilisation’s omnicide of all life, which is driving us towards the biggest ecological collapse in 65 million years. We are Aun. And we are the worst imaginable ancestors.”
Kortere — og mere kuldegysende — kan det næppe siges: Vi er de værst tænkelige forfædre.
Bogen handler ikke alene om at tilvejebringe analyser og ideer om Aun-fortællingen og dens ceremonielle og mytologiske betydning, men også om at skabe nye rituelle praksisser, rammer og betydningslag, der ikke adresserer det 5., 10. eller 15. århundrede, men det 21. århundrede.
Det giver god mening at grave gamle praksisser frem, hvis man ønsker at reaktualisere og revitalisere animisme ud fra autentiske historiske rødder, men det giver også god mening at overveje, om alt ’gammelt gods’ er lige velegnet – og om det handler om at ’kopiere’? Alt, der står skrevet med runer, er ikke mystisk, alt, der er ’viking’, er ikke fantastisk, og enhver animistisk tradition er ikke relevant i det 21. århundrede, blot fordi den var det i et andet århundrede.
Hvis historisk animistisk viden skal reaktualiseres, forudsætter det i mine øjne en kontekstualisering, der er forbundet med oprindelige traditioner — men også et formål, der svarer til det 21. århundrede. Og netop dét afspejler Aun-bogen og -ceremonien. Fordi der ikke er tale om kopier af ’det gamle’, men om en reaktualisering med de nødvendige twist’s og genfortolkninger, der tænkes ind i det 21. århundredes tilværelse. Og ind i de globale kriser, der i den grad tegner tiden.
AUN-bogen og -ceremonien dykker således ned i en historisk mytologisk og ritualistisk tradition for at trække teknikker, relationer og forbundethed ind i en HELT anden kontekst i det 21. århundrede, men uden at forandre det mytiske ophav. Eller for nu at læne mig op ad et skattet citat, der er tilskrevet den østrigske komponist Gustav Mahler (og flere andre): ”Tradition is not the worship of ashes, but the preservation of fire.” Det er, hvad AUN gør.
At gentage og overtage tænkere, tekster og traditioner, fordi der er gode pointer sine steder, eller fordi det slet og ret er ’gammelt stof’, er udbredt i alle mulige sammenhænge — men AUN-bogen og AUN-projektet reformulerer og revitaliserer gammel viden og praksis frem for at kopiere. Og bogen illustrerer overbevisende, at det faktisk giver mening at afdække rødderne til nordisk animisme, når man på baggrund af årtiers fordybelse har overblikket og indblikket til at tænke nyt om gammelt. Det har Hjarnø Rasmussen, og både ravnebanneret, runekalenderen og AUN-projektet demonstrerer dette til fulde.
3. Visionær ritualisering og kalender-matematik
Hjarnø Rasmussen følger den svenske religionshistoriker Andreas Nordberg i antagelsen af, at fortællingen om Kong Aun også afspejler en underliggende myte, der bunder i kalender-cykler og store kollektive ceremonier hvert ottende år. Han ligger endvidere til grund, at ceremonierne ritualiserede Auns død (og altså kontrasterede drabet på hans egne børn). Pointen er: ”… the healing of wounded connectivity in the world. They followed the cycles of the sun and the moon, waiting for them to align and be born together out of the darkest time of year to return to their sacred sites in Uppsala and Lejre.”
Spørgsmålet er, hvordan vi I DAG holder op med at dræbe (forudsætningerne for tilværelsen for) vores børn i fremtidens verden? Og hvordan eller hvorvidt det kan italesættes rituelt i det 21. århundrede frem for kun i Uppsala og Lejre i vikingetiden?
Det er nærmest en ny slags ritualiserende litteratur, Hjarnø Rasmussen folder ud. Fagligt velunderbygget, men personligt og veloplagt fortalt som en dialog med historien og myterne, på baggrund af hvilken han konsulterer forskere og inviterer andre til fælles refleksion gennem et omfangsrigt netværk.
Projektet kunne måske af samme grund være resulteret i en masse usammenhængende tanker, der strittede i øst og vest, men i stedet er bogen logisk opbygget, overskudsagtig og vidende struktureret med væsentlige refleksioner over alt fra ’parallelle’ Aun-myter, runer og The Matrix til Descartes’ hund, QAnon og forbrugersamfundet. Der er intet kunstfærdigt over disse digressioner, intet søgt eller ’smart ass’, men virkelig velanbragte vinkler og overbevisende analyser, der bindes smukt sammen.
Desuden ligger der komplekse kalenderoperationer bag for at tilstræbe en årfølge, der rækker tilstrækkeligt langt tilbage, men kan knyttes til (og giver mening i) det 21. århundrede. Og til trods for, at vi i kalender-afsnittene kommer ud i hjørnerne af en meget specialiseret fagviden, er formidlingen både ubesværet og spændende (og lige så god at få forstand af som en grundforståelse af runekalenderen). Det er faktisk også en herkulisk forskningsopgave, Hjarnø Rasmussen her har taget på sig — og løser overbevisende.
Bogen munder ud i bud på en tilbagevendende ceremoni hvert ottende år, hvor deltagere rituelt giver afkald på at tage del i Auns destruktive adfærd. Det er naturligvis komplet ’skævt’ at skrive om den slags i vores tid og fuldstændig ’ved siden af’. Og exceptionelt tænkt. Ingen har gjort noget lignende.
Det er alvor, og dog er det også en legende tekst uden en know-it-all-attitude, uden definitive svar — og i øvrigt fuld af inspirerende illustrationer. Den er beslægtet med Tyson Yunkaportas Sand Talk (2019), selv om Hjarnø Rasmussens afsæt naturligvis er nordisk animisme. Hverken i perspektiv, implikationer eller form står bogen tilbage for en række internationale gennembrudsværker om Traditional Indigenous Knowledge.
”So how can this material inspire anything remotely meaningfuld for us today?” spørger forfatteren – og giver som nævnt sine bud på meningsfulde svar, hvilke jeg ikke vil gå ind på her. Læs selv bogen. Gå i dialog med den. I 2023 gennemførtes de første Aun-ritualer mange flere forskellige steder i verden. Næste gang er 2031.
Bogen er en født animistisk klassiker.
Køb bogen via Nordic Animism: AUN
• Rune Engelbreth Larsen, 17. juli 2024
• Tak til private givere for støtte til Alteria.dk
• Mere animisme på Facebook: Animisme.dk