Død og dødsgudinder — personer i animistiske verdensforståelser
Af Rune Engelbreth Larsen
I animistiske kulturer og traditioner er døden og de døde ikke blot gemt væk og pakket ind bag hvide vægge i afpersonaliserede hospitalsstuer eller utilgængeliggjorte som afsjælede lig i kister og aske i urner, men betragtes derimod gerne som en anden slags personer, man kan blive fortrolig med i stedet for fremmedgjort over for.
I bibelsk og kirkehistorisk tradition er Døden almindeligvis personificeret som en mand i form af et skelet, f.eks. i Johannes Åbenbaring, hvor Døden er en af De 4 apokalyptiske ryttere, der rider på en bleg hest og slår mennesker ihjel i flæng, enten med sværd, sult eller vilde dyr (Åb. 6:7-8). Også i middelalderen er Døden kendt i vestligt symbolsprog som et skelet — og fra midten af 1800-tallet ofte udstyret med en le (the Grim Reaper).
Som det fremgår af illustrationerne ovenfor, er Døden imidlertid ikke altid skildret som en mandlig skikkelse, men kan også være kvindelig.
I nordisk mytologi kender vi f.eks. Lokes datter, jættekvinden Hel, der bærer samme navn som den del af dødsriget, som Odin har budt hende at herske over (jf. Gylfis Øjenforblindelse: 33). Der er skrevet meget om, hvorvidt der oprindelig kun har været tale om stednavnet Hel, og om hvorvidt en kvindelig dødsgudinde eller jættekvinde med samme navn snarere var poeters eget påfund. Men i betragtning af den animistiske kontekst, som har været det helt grundlæggende verdensperspektiv verden over fra stenalderen til jernalderen (og over det meste af verden i meget længere), og derfor også er implicit i nordisk mytologi og folklore, giver det ikke mening at skelne definitivt mellem personen og stedet Hel.
I et animistisk perspektiv er steder netop også (potentielle) personer. At Hel således både er en lokation i Underverdenen og Døden selv, er derfor næppe noget, som poeter har ‘fundet på’, men formentlig et elementært udtryk for en almindeligt udbredt forståelse, der rækker meget langt tilbage i tid.
En anden dødsgudinde er Santa Muerte (Nuestra Señora de la Santa Muerte: “Vor Frue af den Hellige Død”), hvis popularitet er hastigt voksende i folkloren, trods katolske autoriteters og evangeliske bevægelsers fordømmelse. Hun skildres gerne som en skelet-skikkelse i kvindelige klæder, men hun er også associeret med helbredelse — og mon ikke det skyldes, at ingen kender antitesen til sygdom som netop Døden? Hendes offentlige kult stammer fra Mexico i midten af 1900-tallet, men formentlig rækker hendes rødder helt tilbage til aztekernes dødsgudinde, Mictlancihuatl.
Dødsgudinder er ikke nødvendigvis skrækkelige, men gudinder man dyrker og derved knytter relationer til — faktisk heller ikke i nordisk mytologi, skønt Hel er et skræmmende væsen. Også den nordiske gudinde Freja er således en slags dødsgudinde, idet hun får halvdelen af de krigere, der falder i kamp, mens den anden halvdel går til Odin i Valhal (jf. Grímnismál: 14). Men Freja er som bekendt også en gudinde, der bl.a. er associeret med kærlighed, frugtbarhed og skønhed.
Det giver mening at se på denne vifte af egenskaber i sammenhæng, for døden er en naturlig del af livs-helheden. Skræmmende og skrækkelig, men også lindrende og klargørende — en påmindelse om at lære Døden at kende for bedre at værdsætte skønheden i livet, der kun er til låns.
Rune Engelbreth Larsen, oktober 2025
Læs mere om animisme i bogen Animisme — fra klippekunst til klimakrise. Kan købes som pdf-fil og bog.
