Lilith. Fup, fakta, feminisme og myten om myten
★ Den bemærkelsesværdige fortælling om, hvordan Lilith er blevet transformeret fra onde ånders appetit og en jødisk middelalder-satire om Adams første hustru til kompleks jødisk mystik over en farlig, men dragende forførerske i romantikken — og et stærkt feministisk ikon i nutiden.
Den ofte populariserede fortælling om Lilith som Adams første hustru, der i modsætning til Eva ikke ville være sin mand underdanig, stammer hverken fra bibelske tekster eller fra oldtidens mytologi. Kilden til Liliths ægteskabelige brud med Adam er efter alt at dømme skriftet Ben Siraks Alfabet fra det 8.-10. århundrede e.v.t., altså meget senere end teksterne og myterne i Den Hebraiske Bibel.
Men heller ikke i denne oprindelsesfortælling er pointen kvindekamp eller ligestilling, men derimod jødisk satire — og Lilith er alt andet end heltinden.
Hvorfor mange feministiske hjemmesider, spirituelle fora og akademiske publikationer i det 20. og 21. århundrede alligevel er fulde af ahistoriske fremstillinger af en mytisk oldtidsheltinde/-gudinde, der skulle være udspringet til det moderne feministiske ikon Lilith, er en fascinerende historie om en serie af misforståelser og transformationer.
Men indledningsvis er det også vigtigt at bemærke, at selv om den ‘mytiske’ og bibelske ‘autenticitet’ af Liliths fortælling som Adams første hustru intet har på sig, er der ikke noget til hinder for, at gamle myter, fortællinger og forestillinger får et meningsfuldt liv i nye kontekster og med nye budskaber.
Det er f.eks. alle religioners skæbne (modsat hvad alverdens bogstav-tro fundamentalister måtte hævde).
Men. Der er forskel på at hævde en falsk historisk autenticitet og på at transformere en gammel fortælling til noget helt nyt og betydningsfuldt.
Så hvem er Lilith egentlig som religionshistorisk, mytologisk og litterær figur, og hvorfor dukker hun op i oversættelser af oldtidsskrifter, hvis hun ikke er en specifik og navngiven kvindeskikkelse fra oldtiden?
1. Lilith eller lamia i Bibelen?
Ordet lilith (לִילִית) kendes fra Den Hebraiske Bibel i skriftet Esajas, der handler om Esajas’ apokalyptiske profetier i det 8. årh. f.v.t. (om end skriftet sandsynligvis er baseret på en senere samling af flere profeter og deres profetier).
Det er et såkaldt hapax legomenon (der er græsk og betyder “kun én gang sagt”), dvs. at lilith kun optræder én gang i hele Den Hebraiske Bibel — Esajas 34, vers 14: “Ørkendyr mødes med hyæner, bukketrolden træffer sine slægtninge; dér slår Lilit sig til ro …”
Eller sådan oversættes (eller rettere: udlægges) den hebraiske tekst i den nyeste danske bibeloversættelse.
Konteksten er en parentes i beskrivelsen af profetien om destruktionen af kongeriget Edom, der skal knuses, så kun vilde dyr er tilbage — så hvorfor bringe “Lilit” som personnavn ind i dette skriftsted?
Ordet lilith oversættes i den klassiske græske bibeloversættelse, Septuaginta, til onokentauros, “æsel-kentaur”; den historiske latinske bibeloversættelse Vulgata oversætter derimod til lamia, der betegner farlige kvindelige ånder, som forfører unge mænd med fatale følger.
Det er den slags væsner, der i en kanoniseret kirkehistorisk fortolkning tænkes på i oversættelser af dette skriftsted, og som dermed refererer til antikkens og oldtidens animistiske kontekst (som kristendommen naturligvis er et opgør med).
Kentaurer og lamia er hybridvæsner, hvoraf sidstnævnte undertiden afbildes som kvinder med en slanges underkrop (samme ‘kombination’ går igen i en del kunstneriske afbildninger af Slangen i Edens Have).
Men er lamia og kentaurer oplagte i Den Hebraiske Bibels kontekst?
Som vi har set, går den nyeste autoriserede danske bibeloversættelse delvist en anden vej og udlægger det hebraiske ord lilith som personnavnet Lilit.
Det fortæller noget om forvirringen, at variationen af oversættelses-fortolkninger også er stor i engelske bibler, hvor ordet lilith bl.a. oversættes til “natvæsner”, “natmonster”, “vampyrer” og “Lilith”.
Men spørgsmålet er, om der ikke blot er tale om vilde dyr i Esajas kapitel 34, og om både “Lilith” og “bukketrolden” derfor er ude af kontekst?
Formentlig er sidstnævnte blot en ged, ligesom det næppe er sandsynligt, at ordet lilith i ordets eneste bibelske forekomst er et personnavn, når konteksten er vilde dyr, der profeteres som de sidste overlevende i ødemarken efter Edoms destruktion.
I en nyere afhandling, som i detalje analyserer gammeltestamentlige ord, der (retrospektivt) har fået en specifikt dæmoniseret betydning i bibelanalyser og -oversættelser, konkluderer Judith M. Blair entydigt: “Der er intet, der underbygger den antagelse, at lilith er en kvindelig ‘dæmon’ eller en anden mytologisk karakter.” Ordet refererer til et dyr (Blair 2009: 95).
Når Lilith som specifik og navngiven kvindeskikkelse alligevel også dukker op i nyere oversættelser og fortolkninger af Esajas, skyldes det efter alt at dømme, at tidligere (mis)forståelser er blevet kastet bagud i tid på grund af en meget senere Lilith-fortælling (som vi snart skal se nærmere på).
Men det er ikke kun bibeloversættelser, der har været genstand for en ahistorisk ‘Lilith-ficering’.
2. Lilith og Gilgamesh?
I ældre oversættelser af Gilgamesh og huluppu-træet (ca. 2000 f.v.t.), der handler om den tværkulturelle, nærorientalske hero og ‘to-tredjedels-gud’ Gilgamesh, bliver den sumeriske betegnelse ki-sikil-lil-la-ke f.eks. også til Lilith (Kramer 1938: 5-9).
Det er endnu et tidstypisk fortolknings-gæt, eftersom der i kildeteksten er tale om en “kvindelig ond ånd, Líláke” (Blair 2009: 26, n52).
I denne Gilgamesh-fortælling hører vi således, at en zu-fugl (formentlig en ørn eller grib) har bygget rede i kronen på huluppu-træet, hvor en slange dvæler ved rødderne, mens ki-sikil-lil-la-ke bor inde i stammen (hvilket giver visse mytiske ‘verdenstræ’-associationer). Gilgamesh dræber slangen, og fuglen flyver bort til bjergene med sine unger, mens den kvindelige ånd flygter til skoven.
Det har hverken meget med den bibelske Esajas-profeti eller den moderne Lilith-fremstilling at gøre.
Men der er andre mesopotamiske spor, f.eks. fra akkadisk, det ældst dokumenterede semitiske sprog, som blev talt i Mesopotamien i det 3. årtusind f.v.t.
Det hebraiske ord lilith kan således stamme fra det akkadiske ord for en ‘ond ånd’, lilu, hvor lilitu betegner en kvindelig ånd, hvilket jo er tæt på lilith (roden lil- i akkadisk lilû er formentlig samme rod som i det hebraiske lilith fra Esajas’ Bog).
Men det betyder ikke, at det er onde kvindelige ånder, der oprindelig henvises til i Esajas’ Bog, hvor konteksten er vilde dyr. Og de kvindelige ånder fra en mesopotamisk animistisk kontekst, der rækker årtusinder tilbage i oldtidens Mesopotamien, kan heller ikke ‘oversættes’ til en meget specifik kvindelig ånd ved navn Lilith.
Vi kan altså stadig ikke finde hende, hverken i antikken eller i oldtiden.
Men hvis Lilith ikke stammer fra oldtidens Mesopotamien og ikke findes i Bibelen, hvornår dukker hun så op med så formidabel præsens, at hun senere tilbageskrives til bibeloversættelser og andre oldtidsberetninger? Og hvordan bliver hun Adams bibelske hustru før Eva, når Eva er den første kvinde i verden ifølge Bibelen?
3. Bibelske kvinder før Eva
Faktisk er der flere bibelske skabelsesmyter, og den fortælling, der indleder Den Hebraiske Bibel, består af to sammenbragte myter.
I første omgang skaber Gud mennesket i sit billede “som mand og kvinde” (1. Mos. 27), og vi får at vide, at der oprindelig bliver skabt “mennesker” (flertal).
Et af mange åbenlyse vidnesbyrd om, at Bibelen er en redigeret antologi, er, at denne skabelsesmyte slutter i kapitel 2, vers 4, men så pludselig begynder helt forfra igen i kapitel 2, vers 5.
Altså får vi her en anden skabelsesmyte.
Denne gang skaber Gud først “mennesket” (Adam) af jord, men med “livsånde” (vers 7) — tilsyneladende kun ét menneske, én mand.
Adam keder sig dog bravt i Edens Have, eller i hvert fald konstaterer guden Jahve, at det ikke er godt for Adam at være alene og beslutter sig for at skabe ham “en hjælper” (vers 20).
Jahve bedøver Adam og tager ét af hans ribben, hvoraf ‘hjælperen’ bliver “bygget” (vers 21-22), og dermed er kvinde(rolle)n kommet ind i verden: Eva.
Med Eva går det imidlertid grueligt galt for menneskeheden: Kundskabens Træ, Slangen, Fristelsen og Syndefaldet …
Men det korte af det lange er, at ifølge den første bibelske skabelsesmyte, er kvinden ikke skabt af mandens ribben, men menneskene er fra begyndelsen af skabt som mænd og kvinder, altså ingen specifik Eva.
Det er som nævnt to forskellige myter — men ingen af dem nævner, at Adam skulle have haft en hustru, før han får Eva som “hjælper”.
Der er imidlertid rabbinske traditioner fra senantikken og tidlig middelalder (længe efter skabelsesmyternes affattelse), der beretter om en tidligere hustru, men de refererer heller ikke specifikt til Lilith.
Det betyder ikke, at der ikke er en kvindeskikkelse ved navn Lilith, der begynder at gøre sig gældende i denne periode, for hun er nævnt eksplicit på adskillige babyloniske besværgelsesskåle fra Nippur (det nuværende Irak) fra det 3.-7. årh. e.v.t.
Formålet er her at afværge Lilith (i ental og flertal), der altså optræder som en til tider meget specifik, farlig og ond kvindelig ånd (eller en ‘klasse’ af ånder).
Ofte afbildes hun i midten af skålen, og den magiske besværgelse er skrevet i spiralform ud over skålens flade på aramæisk.
Efter at have kradset en smule i overfladen af etymologier og mytologier, kan vi trods de mangefacetterede rødder konstatere, at der ikke er oldtids-kilder, der omtaler Lilith som Adams første hustru, og helt frem til den tidlige middelalder omkr. det 7. århundrede er der stadig nul spor af denne forbindelse.
Men så sker der noget, da en anonym satirisk fortælling dukker op og får en ekstraordinær betydning, der både formår at skrive sig årtusinder frem og tilbage i idéhistorien.
4. Endelig: Lilith som Adams første hustru
Først i skriftet Ben Siraks Alfabet (Alphabetum Siracidis) af en anonym forfatter fra det 8.-10. årh. e.v.t. møder vi fortællingen om Lilith som Adams første hustru.
Et skrift, der i øvrigt er fuld af blasfemiske elementer og ublu provokationer, herunder krasse referencer til masturbation og incest.
Ben Siraks Alfabet er med andre ord oprindelseshistorien til Lilith som Adams første hustru, i hvert fald på skrift, og alt tyder på, at det er en satirisk provokation beregnet mere eller mindre eksklusivt for jødiske læsere (altså næppe et antijødisk skrift).
Ifølge satiren bliver Lilith skabt før Eva, og modsat Eva skabes hun af jord ligesom Adam, men hendes entré i Edens Have munder omgående ud i ‘ægteskabelige’ skænderier. Lilith har bestemt ikke i sinde at være den underdanige “hjælper”, der siden bliver Evas skæbne.
Hun nægter at ligge nederst, men vil sidde øverst, når hun har samleje med Adam, men den slags opgør med mandens overhøjhed er ikke noget for Adam, der insisterer på at være den overlegne og øverste part.
Lilith svarer uanfægtet: “Vi er ligeværdige, fordi vi begge blev skabt af jorden.”
Adam forbliver dog helt ubøjelig, og Lilith gider ham ikke, men “flyver væk og op i luften”.
Tre engle følger efter på Guds kommando og indhenter hende senere midt på havet — men nu er det en transformeret Lilith, en dæmoniseret Lilith.
Lilith nægter pure at følge englene tilbage til Adam, hvorfor de truer med at drukne hende.
Trodsigt udbryder hun, at hun er skabt til at udbrede sygdom blandt småbørn, og det vil hun vedblivende gøre, medmindre englenes navne skrives på en beskyttende amulet. Det bliver ‘kompromisset’ mellem hende og englene — hun kan røve alle de spædbørn, hun vil, men ikke hvis spædbørnene beskyttes af en amulet påskrevet navnene på de tre engle: Senoy, Sansenoy og Semangelof.
Som vi har set, er der allerede besværgelsesskåle, der beskytter mod Lilith, og der er amuletter med samme formål, men den senere udbredte reference til de tre specifikke engle stammer fra denne satiriske tekst; i hvert fald findes der ingen tidligere skriftlig kilde til disse tre englenavne, der efter alt at dømme er litterære konstruktioner, opfundet til lejligheden.
Ikke desto mindre får de en autoritativ ‘magisk’ betydning til beskyttelse af spædbørn i de efterfølgende århundreder — og jødiske kabbalister begynder sidløbende at udbygge Liliths betydning i nye og meget komplekse retninger.
5. Kabbalismens mystiske Lilith
I Isaac ben Jacob ha-Kohens ekstremt vanskelige kabbalistiske Traktat om den Venstre Emanation (Ma’amar al ha-Atzilut haSimalit) fra anden halvdel af det 13. århundrede introduceres f.eks. ideen om Lilith som hustru til Samael (der svarer til Satan i Jobs Bog og derfor ikke er helt identisk med den klassiske kristne version af ‘Den Onde’).
Parret Samael & Lilith bliver her en slags modbillede-‘tvillinger’ til Adam & Eva — eller endnu mere mystisk: Samael & Lilith beskrives som Guds venstre hånds-emanationer i kontrast til Adam og Eva, der er Guds højre hånds-emanationer.
Herefter bevarer Lilith en central rolle (eller flere centrale roller) i kabbalistisk mystik, hvor der også dukker flere Lilith’er op.
Liliths fortælling og genfortællinger knopskyder altså i et væld af mystiske retninger, men ved roden af skikkelsens centrale rolle finder vi Ben Siraks Alfabet, og afsættet for hendes karriere i specifik relation til Adam er dette respektløse, satiriske skrift.
En fortælling, der udstiller Adams og Guds magtesløshed over for en stærk kvindeskikkelse, som åbenbart kan slippe af sted med at vrage Adam som ægtemand og stille krav til Den Almægtige Gud og hans engle.
Er det et tidligt eksempel på feminisme? Næppe.
Det er formentlig en del af satiren, at Adam ikke engang ‘kan styre hende’, og som tidligere nævnt er Lilith afgjort ikke nogen heltinde i denne fortælling (og bestemt heller ikke i senere kabbalistisk tradition).
Det betyder selvfølgelig ikke, at Lilith-skikkelsen ikke kan videreudvikles yderligere og fortsat anvendes på nye måder i deres egen ret — sådan som det er tilfældet med et utal af andre fortællinger gennem tiden. Og det er netop, hvad der sker, da hendes arv gradvis transformeres og ender i en feministisk modfortælling.
6. Goethes og romantikkens Lilith
Lilith bliver for alvor genopdaget i romantikken, efter at Goethe i 1808 reintroducerer hende i første del af mesterværket Faust, der udkommer i uddrag på andre sprog i 1810’erne og i komplette oversættelser i 1820’erne og 1830’erne, bl.a. på engelsk og fransk.
Her præsenterer Mefistofeles igen Lillith som “Adams første hustru” og advarer Faust imod hende som en farlig forførerske, tydeligt beslægtet med de tidligere nævnte lamia.
Når skønhedens lange hår vikler sig omkring unge mænd, slipper de vanskeligt fri igen, betoner Mefistofeles.
Men hendes fascinationskraft tager over.
Det er Valborgsaften (hvor heksene ifølge folketroen flyver til Bloksbjerg), og Faust ser stort på advarslen og tager sig en svingom med den berømte og berygtede diabolske kvinde(lighed) — hvis replikker i øvrigt ikke er tilskrevet en heks eller dæmon, men derimod Die Schöne.
Og med Goethes europæiske stjernestatus og Fausts voksende popularitet bliver Lilith en populær skikkelse, også blandt romantikkens billedkunstnere.
Flere dvæler ved hendes dragende, men farlige begær — en overnaturlig femme fatale med en stærk erotisk magt.
Hun har fået nyt liv. Igen.
Fjernt fra det parodiske motiv i en middelalderfortælling af en anonym forfatter og ude af efterfølgende kabbalistiske kompleksiteter er hun denne gang mere inde i varmen i fremtrædende europæiske kunstneres romantiske verden. En fascinerende, men flertydig mørk og oprørsk kvindeskikkelse.
7. Lilith som feministisk ikon
Som allerede antydet er der er masser af fortilfælde om myters (og andre fortællingers) ‘omvendte’ og ‘alternative’ fortolkninger, der får nye, betydningsfulde liv i deres egen ret — men Liliths transformation hører ikke til de mindst ekstreme.
I kølvandet på hendes genopstandelse i det 19. århundrede gennemgår hun atter en transformation og fremtræder i sin næste ‘inkarnation’ som et feministisk ikon i det 20. århundrede.
Der er da også oplagte elementer til et provokerende opgør med patriarkatet i Lilith-fortællingens oprindelige udspring, hvor hun nægter at være Adam underdanig og sågar kan stille krav til Gud og engle.
Også selv om dét jo ikke er hele historien om fortællingens spædbørne-ædende kvinde-monster. Men en autentisk myte fra oldtiden eller bibelsk tid er der ingenlunde tale om.
Ingen har imidlertid patent på Lilith, der åbenbart har sit eget transformative liv. Fra ondsindet monster over jødisk middelalder-satire og kabbalistisk mystik til en farlig forførerske i romantikken og et feministisk ikon i det 20. århundrede.
What’s next for Lilith i det 21. århundrede? Trickster-Lilith? Dét ville være en ‘inkarnation’, der faktisk både bagudrettet og fremadrettet gjorde hende til en hel skikkelse i al sin vidtfavnende og modsætningsfyldte idéhistoriske paradoksalitet.
Animisme fra klippekunst til klimakrise
Animistiske rødder i Bibelen og Mesopotamien — og Noah’erne før Noah
