Natur, animisme og agens

★ Der er en fortælling, der fodrer klimakrisens fortsatte forværring, naturens fortsatte forarmelse og hundredtusinder af arters fortsatte udryddelse. Det er en fortælling, som beslutningstagere genfortæller hinanden, og som vores kulturbetingede forestillinger og overforbrug har for vane at bekræfte.

Det er en fortælling, der handler om mennesket som toppen af artspyramiden, omgivet af en bevidstløs natur. Det er fortællingen om menneskets monopol på agens. Men er det en god fortælling? Er det en fortælling, der har gavnet verden? 

Men der er også andre fortællinger.

Tænk, hvis bevidsthed ikke er indeholdt og indelukket i menneskers hoveder? Tænk, hvis bevidsthed ikke er distanceret fra naturen, og agens ikke er et menneskeligt monopol? Måske ville vi mennesker agere anderledes i en sådan fortælling?

Tænk, hvis andre arter, landskaber og ting også kan have agens — ikke som du og jeg, men heller ikke ikke som os. Det er denne tværkulturelle fortælling, vi kalder animisme, og hvis relevans også præger nyere tænkning.

Ikke som ”et New Age-ønske eller en neokolonial fantasi”, som f.eks. videnskabshistorikeren Donna Haraway skriver i Staying with the Trouble, men som et opgør med den destruktive relation mellem mennesket og det ikke-menneskelige. Haraway “omfortolker og twister” den dominerende distancerende fortælling om menneskets monopol på agens og ser i retning af animisme, der netop er en fortælling om ”twistede” vidensformer, hvor både det menneskelige og det ikke-menneskelige kan have agens og personhed.

Det er en fortælling, der måske forekommer os paradoksal. Men er det en fortælling, der er mere paradoksal end den fortælling, mange af os tager for givet i dag: At bevidsthed og personhed er lukket inde i mennesket og lukket ude af naturen? At naturen er bevidstløs?

For er det ikke den dominerende fortælling om naturens bevidstløshed, der motiverer den samvittighedsløshed, hvormed vi ensretter natur, udsletter arter og piner millioner af produktionsdyr? Måske den paradoksale animistiske fortælling omvendt motiverer samvittighedsfulde og respektfulde relationer til de arter, vi lever med og af, fordi den anerkender naturens agens og personhed? Ikke som en ensidig modfortælling til den rationelle fortælling, men som en medfortælling, der supplerer den.

Og hvad så, hvis den fortælling forekommer mere paradoksal, men til gengæld er mindre gal end den dominerende fortælling, der handler om at ta’ og ta’, indtil der ikke er mere at ta’ af i en tilsyneladende venneløs og bevidstløs natur?

Måske ville vi ikke agere mere hovedløst, men mindre hjerteløst i en verden, hvor agens er mere end menneskelig? Måske ville vi respektere andre folks vidensformer som supplement til vores egne, uden at romantisere deres eller idealisere vores? Måske ville vi blive bedre til at give plads og privilegier fra os til de naturens vilde udfoldelse?

Det er mange måskeer. Men måske kalder alvoren af tidens biodiversitets- og klimakrise på andre fortællinger end fortællingen om menneskets overhøjhed og overforbrug?