Andrea Hejlskov: 'Völuspá — Vølvens spådom'
Anbefaling af Rune Engelbreth Larsen
Det er en stor udfordring, Andrea Hejlskov har stillet sig selv: At tage livtag med Vølvens spådom i en gendigtning. At udlægge teksten. At læse den psykologisk uden at gøre vold på den historisk og kosmologisk. Der kunne skrives mangt og meget om selv de mindste valg, hun træffer undervejs, og hvis ikke hendes bog havde flere kvaliteter, ville dét i sig selv være rigelig grund til at fordybe sig i den. Men det har den …
1. Udfordringen
Det er en kærkommen luksus for læseren, at Forlaget Uro har ladet Johanne Helga Heiberg forskønne bogen med mange flotte illustrationer, der i sig selv ‘kommenterer’ teksten uden ord. Udgivelsen er i det hele taget smuk og formfuldendt, og udlægningen af kildeskriftet er en bedrift af de sjældne — og det er heller ikke første gang, Hejlskov er dér.
I 2021 udgav hun den store autobiografiske roman Vølve om sin vej til at blive vølve i det 21. århundrede, og nu udfolder hun detaljerne af Vølvens spådom i en tekstnær læsning på baggrund af mange års læsninger og spejlinger. Hun har et skarpt øje for detaljer og betydningskæder, der rækker langt tilbage til historiske forudsætninger og kosmologiske pointer, men som nævnt også går ad personlige og psykologiske veje – med bud på flertydige åndelige forståelser af både historisk og moderne tilsnit.
Ofte kommer selve det rationelle sprog til kort, men åbningen af teksten bliver ikke af den grund til uvedkommende slag i luften uden tekstligt grundlag. Flere steder er pointen, at et vers “kan betyde flere ting på samme tid”.
Det indebærer imidlertid ikke, at alt er hip som hap — tværtimod er der god grund til at være omhyggelig og tage hensyn til historisk tradition såvel som solid viden og grundig forskning, selv om en gendigtning er noget andet end en faglig oversættelse.
Den balance er svær, men vigtig, og den var min første og største bekymring, inden jeg åbnede bogen.
2. Ginnungagap er ikke ingenting
Som hovedregel er jeg faktisk ikke særlig begejstret for gendigtninger. Risikoen er en version, der bliver for luftig i forhold til kilden og tager alt for let på historisk kontekstualitet og givne betydninger af ord, begreber, temaer og motiver. Især er der grund til at være ekstra på vagt, når der er tale om ”frie” gendigtninger.
Det betyder ikke, at frie gendigtninger ikke kan have masser af kvaliteter, men det betyder, at der er væsentlige betydninger, der kan gå tabt i en nok så sprudlende ’følt’ og ’fri’ og ’farverig’ gendigtning. Derfor foretrækker jeg den kedeligste og mest super-akademiske fodnote-tunge og ekstremt tekstnære oversættelse af en historisk kildetekst. Som regel.
For der er undtagelser, og det her er én af dem. Og den afføder også bredere refleksioner over centrale begreber og historiske og aktuelle forestillinger — og om rammerne og grænserne for faglig viden såvel som ikke-faglig erfaring.
I Suzanne Brøggers gendigtning fra 1994 indskrives f.eks. følgende i Vølvens spådom: “Den morgen verden vågned af urtids intet.” Det er jo meget poetisk formuleret, men det knæsætter et problematisk afsæt i forhold til kilden.
Forestillingen om, at verden er skabt af “intet”, er f.eks. en rent kirkehistorisk forestilling. Den er ikke engang bibelsk, og den er ikke en del af den historiske kontekst i relation til Vølvens spådom. Der var ganske vist ingen jord, intet græs, ingen genkendelig ‘verden’, før ’den’ blev skabt ifølge digtet/profetien, men der var noget. Eller som Hejlskov faktisk så enkelt skriver: “Ginnungagab fandtes”.
At indskrive et “urtids intet” på netop den måde er derimod en tilføjelse uden rod i digtet eller digtets tid, en opfindelse. Det er OK i en tekst, der er varedeklareret som en ”gendigtning” — men det distancerer kildetekstens tid, verden og betydning.
Hvorfor er det ikke en uvigtig detalje?
Når ordet ”intet” dukker op i skabelsessammenhænge, skyldes det, at det er indført som teologisk forklaring på ’det onde’. Det er nemlig vanskeligt at opretholde en forestilling om en algod og almægtig Gud, fordi en almægtig Gud kan alt og derfor bliver ansvarlig for ’det onde’ i verden, hvilket imidlertid kolliderer med en algod Gud. Kirkefaderen Augustins teologiske ’løsning’ på dette problem er, at ”verden er skabt af intet”, og at ”intet” er ”fravær af det gode” — summa summarum: Verden har dermed fået rod i det onde, som den jo er skabt ’af’, men det er alligevel ikke den almægtige og algode Guds ’skyld’, for Gud skabte netop ikke ’fraværet’ (altså det ”intet”, der er ”det ondes” betingelse).
Komplekst? Måske, men det indebærer, at forestillingen om ’skabelse af intet’ er relateret til en meget specifik kirkehistorisk forståelse af en ond verden, der bør forsages — og det er noget ganske andet end den oldnordiske tradition. Derfor er det et eksempel på, hvorfor det betyder noget at forholde sig til pointer, der er givne i kilden.
Det er fra Snorris Edda, at vi har ideen om, at det ‘førskabte’ Ginnugagap er et ”intet”, altså “dér, hvor ingenting var”. Også Henning Kure bemærker i sin udlægning af Vølvens spådom, at vendingens “intet” netop stammer fra kristen tradition: “Den kan have sneget sig ind blandt de andre faste vendinger i en version af ’Vølvens spådom’ længe før Snorri kendte digtet — eller det kan være ham, som har indsat linjen.” (Kure 2010: I begyndelsen var skriget).
Hejlskov falder ikke i den fælde, men kæmper i stedet naturligt med den ’paradoksalitet’, at det ’førskabte’ netop ikke er et intet. Hun viser, at der faktisk var (en slags) ’noget’ før skabelsen og skriver i sin kommentar til vølvens ord: ”Ved at nævne alt det, som ikke er, nævner hun det, som er.” Og derfor bliver spidsformulering i hendes kommentar til verset: “Der er et ingenting, og der er et alting. Ymir er.”
Sådan kan man komme ud over sproget, selv om man jo dog også er nødt til at formidle i sproget. Der er en tilstedeværelse. Et ’noget’ i både kildeteksten og gendigtningen. Ikke et ’intet’. Historicitet og paradoksalitet er intakt — men formidlet elegant. Faktisk er Hejlskovs version i flere henseender den mest poetisk velklingende af de danske oversættelser og gendigtninger, jeg har læst. Her er f.eks. hele hendes version af verset (prøv selv at sammenligne med andre versioner på Heimskringla.no):
I tidernes morgen
der hvor Ymir boede
var der hverken sand eller sø
eller bløde bølger
jorden fandtes ikke
himlen fandtes ikke
Ginnungagab fandtes
og ingen steder
groede der græs
2. Ask og Embla, Sværd og Skede
I forhold til oprindelseshistorien om de første mennesker, Ask og Embla, læner Hejlskov sig op af Henning Kures fremstilling I begyndelsen var skriget (2010). Hun påpeger, at navnenes betydning er omdiskuteret, men nævner, “at Ask også kan betyde sværd, og at Embla kan betyde skede”.
Det giver intuitiv mening, og det giver mening i visse historiske magiske og rituelle praksisser — men det er ikke givet, at det også er det, der giver mening i lige præcis Vølvens spådom.
Hvis man spørger en fagekspert som Ralf Stavnem, er der næppe noget, der tyder på, at denne betydning er historisk korrekt: I sin anmeldelse af Henning Kures bog påpeger han, at det er “svært at se værdien af det forslag med tanke på hvor mange fejlslutninger det bygger på” at indskrive ’sværd’ og ’skede’. Han kalder dog også Kures bog for “velskrevet” og ”tankevækkende” (Stavnem 2012: Danske studier).
Selv om ’sværd’ og ’skede’ kan være spændende og befordrende i en moderne gendigtning, er det i givet fald noget, der forlader kildeteksten og ikke er rodfæstet i ordene.
I en række spirituelle miljøer vrænger man ganske vist lidt af akademiske forskere. ”Hvad ved de?” Man kan bare selv finde ud af det hele. Og det naturligvis ikke forkert, at oplevelser og erfaringer kan være subjektive og afvige stærkt fra snævre akademiske forestillinger. Det ville derfor være dumt at kaste vrag på egne erfaringer, især i forhold til religiøse verdenstydninger — og det er jo en religiøs verdenstydning, som Hejlskov udlægger og indoptager.
Men når det kommer til spørgsmålet om givne konkreter, og hvilken historisk kontekst der er tale om, er det trods alt væsentligt, at fageksperter har brugt hele deres voksenliv på at studere sprog og historie ud fra nærlæsninger af originalkilder og udvekslet analyser med et utal af andre fageksperter. Det behøver man ikke være universitetsakademiker som Stavnem for, men det er nu engang ofte sådan, at dét er fageksperters baggrund — og tit en betingelse for, at de kan hellige hele deres tid til den slags.
Hejlskovs gendigtning står således også uundgåeligt på skuldrene af hundredvis af akademiske forskere, der gennem århundreder har kæmpet møjsommeligt med sprog, oversættelser, kenninger, kommentarer og kontekstualiseringer, uden hvilke hun aldrig nogen sinde kunne have skrevet sin bog. Den er nemlig også fuld af viden, som professionelle fagnørder har tilvejebragt et forståelsesgrundlag for gennem de seneste århundreder.
Det betyder selvfølgelig ingenlunde, at alle fageksperter er enige, eller at al fagekspertise er uimodsigelig, men det betyder, at det er en god idé at tage fagviden alvorligt.
Men det er selvfølgelig ikke mindre relevant, at der heller ikke er nogen universitetsekspert, der kunne have skrevet denne bog og den udlægning, som Hejlskov fremlægger. Dér, hvor fagligheden kommer til kort, er netop ikke mindst i den personlige erfaring og oplevelse, som Hejlskov er vokset ud af. Den kan man ikke ’akademisere’ sig frem til.
Når vi har at gøre med historiske kildetekster og traditioner, der i høj grad er rundet af personlige oplevelser og erfaringer, handler det om at ramme balancen mellem sit eget unikke bidrag af denne karakter og respekten for det, der er fagligt givet i teksten (i større eller mindre grad).
3. Køn og Ergi, Sol og Måne
Hejlskov bemærker, at det “i en nonbinær tid” er vanskeligt at skrive om det binære, fordi det afgjort også er en del af den kønslige kontekst, hvori Vølvens spådom er undfanget. Selv om animistiske verdensforståelser ofte overskrider rationelle rammer og grænser mellem menneske, dyr og ånd (og sine steder også mellem køn), er den binære kønspolaritet også ofte åbenlyst til stede, og Hejlskov går ind i den: “… jeg ser, at en kvinde må bevæge sig ind i civilisationen for at få magt. Hendes indvielsesritual handler om at gå ind, helt ind i midten, helt op i toppen, myndighed og autoritet i fællesskabets øjne. Mandens indvielsesritual derimod, handler om at gå ud af fællesskabet, ud i vildmarken, erobre, finde sig selv i sine egne øjne. Jeg ser denne bevægelse, denne altid dobbeltrettede bevægelse mellem kultur og natur, mand og kvinde, inde og ude, oppe og nede, gud og jætte, jeg ser denne cirkulation mellem polariteter …”
Det er skarpt tænkt. Det står ikke i kilden, men det er ikke et indgreb i det givne. Det er en udfoldelse, en iagttagelse, der føjer lag til og tænker videre.
Om det kønslige skriver hun også: “… og det skal nævnes, at en vølve kun kan være en kvinde. Måske fordi det at praktisere sejd blev forbundet med så stor og uundgåelig angst og ubehag hos den udøvende, at det ikke blev anset som en respektabel praksis for mænd. Der fandtes sejd-mænd, og de var ergi; umandige, vi kan også kalde det queer.”
Det bliver ikke mindre værd at reflektere over denne vinkling, at der også findes andre praktikere med erfaringer. Annette Høst, der også har udforsket sejd og vølve-gerningen i årevis, mener f.eks., at vølven og seid-kunsten også hører mænd og derved det mandlige til. Om ergi og dets relation til diskussionen om det mandlige/kvindelige (og dermed også om betydningen af det historisk ‘umandige’) skriver hun: “Det er vikingetidens opfattelse af ergi, som siden skærpes af de kristne skribenter [heriblandt Snorri Sturluson] og af stærkt værdiladede oversættelser, samt udbygges af forskernes tolkninger, der har skabt og overleveret os billedet af den kvindagtige sejdmand.” (Høst 2016: “Sejdens gådefulde ergi — om Kraft, Ekstase og Mandighed”).
I disse forhold er vi med andre ord et sted, hvor forskningen ikke har svarene i samme grad, som når vi taler om filologi og (almen) historisk kontekstualitet. For ergi hører også til oplevelsen, og oplevelser er ikke bundne af én tid og én kontekst. Ifølge Høsts erfaringer er ergi f.eks. ‘livskraft’ (megin), et ekstatisk kontrol-tab, der er udbredt i en tværkulturel shamanistisk praksis: “Hvis Snorre havde overværet en sibirsk shaman i aktion i 1700-tallet, eller en samisk noaide-seance, ville han også have konkluderet, at ‘med deres trolddom følger der meget ergi’.”
Høst slutter sin analyse af med en opfordring: “Forhåbentlig er vores opfattelse af maskulinitet og acceptabel seksualitet en anden og mere rummelig end saga-samfundets. (…) Den ny sejd er stadig i sin formende fase. Derfor er det vigtigt, hvilke skridt vi vælger at tage nu. Sejden er vores egen, en helt unik nordisk tradition, og den tilhører både kvinder og mænd.”
Og derved åbnes jo en længere diskussion om, hvordan og hvorvidt forskellige epokers praksisser kan reaktualiseres og revitaliseres, uden at man nødvendigvis ‘kopierer’ eller overtager ‘normer’ én til én i en ny og ”formende fase”. Hejlskov og Høst bestræber sig begge på at forny i respekt for kilderne, ikke dogmatisk, og det er en fortløbende og uafsluttelig proces. Hvilket faktisk også er relevant for den faglige, historiske forståelse, fordi fagligheden står ret meget på bar bund her, hvor Høst og Hejlskov faktisk har årelange erfaringer.
I Vølvens spådom kommer Hejlskov f.eks. også ind på overskridelser af de binære køns-kategorier: “I myten bliver Freya lovet som brud til jætterne (!) Thor klæder sig ud som en kvinde (!) Loke laver sig om til en hoppe og parrer sig med en hingst (!) Det er en myte om, hvordan grænserne, linjerne, adskillelserne og murene mellem tingene opløses, men også om nødvendigheden af disse processer.”
Og disse processer rækker ud over det kønslige, og netop derved tydeliggøres atter den animistiske kosmologi, der er en integreret del af det univers, som Vølvens spådom udfoldes i. Personer er ikke kun mennesker. Og mennesker, ånder og dyr er ikke adskilte af uoverskridelige skel.
Og apropos køn og personer: I Hejlskovs gendigtning kommer Sol og Måne naturligvis ind i billedet, og her fremgår det atter, at vi befinder os i en animistisk verden. Sol og Måne er nemlig ikke blot ‘materielle himmellegemer’ i moderne forstand, men derimod levende personer. Så levende, at de har køn. Ralf Stavnem har det med i sin oversættelse i 2020 og før ham bl.a. Thøger Larsen i 1924:
Sol vidste ikke, hvor sin Sal hun havde,
Maane vidste ikke, hvor sin Magt han havde …
Thøger Larsen skriver: ”Sol og Maane tænkes her mere som Personer end som Ting.” Men de kønnede person(lig)heder glimrer ved deres fravær i nogle oversættelser — dog ikke i Hejlskovs gendigtning (og heller ikke i Brøggers). Hejlskov gendigter:
Sol greb sydfra
med Måne til følge
fast i himmelkanten
men hun vidste ikke
hvor hendes sale var
stjernerne vidste ikke
hvor de hørte til
Måne kendte ikke
sin egen månemagt
I sin kommentar skriver hun: “Modsat mange andre traditioner anskues Solen i den nordiske tradition som feminin, og Månen som maskulin.”
4. Balancen
Hejlskov svæver ikke ’u-akademisk’ eller fagligt uforpligtende frit i rummet. Hun tager viden og historicitet alvorligt, men peger også i andre og egne retninger. Træffer valg og går veje, i hvis spor man kan følge, uforpligtende eller forpligtende. Der er hverken tale om en forsimpling af en kompleks kildetekst eller en postulerende autoritativ udlægning, men om en ærlig og subjektiv læsning. Derfor er den også befriende fuld af åbne spørgsmål, som f.eks. fint tilkendegives med tilbagevendende formuleringer i stil med: “Jeg tror, det betyder, at …”
Og derfor er det i samklang hermed, at Hejlskovs smukke gendigtning er så respektfuld, som den er, og at der en klar skelnen mellem tekst og kommentarer i den måde, bogen er disponeret på.
Ikke af den indlysende årsag, at enhver fugl pipper med sit eget næb, men af den mere sjældne grund, at Hejlskov vover at veksle ubesværet mellem det kosmologiske og det personlige og psykologiske. Hun læser Vølvens spådom som kvinde og hedning, kultur- og samtidskritiker. Og som én, der har levet i og med denne tekst i den definerende del af sit voksenliv. Det åbner øjne. Ikke blot for dem, der har hovedet lidt for fuldt af akademiske fodnoter, men også for dem, der svæver lidt for ahistorisk ud af en bogløs (og til tider lidt for fakta-løs) tangent.
Verden har rigeligt af ahistorisk føleri, der lider af immunitet over for kendsgerninger og er tilfreds med at gøre ‘viden’ til en fornemmelsessag. Men bare fordi noget er ‘shamanistisk’, eller blot fordi det stammer fra nordisk jernalder, er det ikke nødvendigvis godt og gavnligt i dag. Og bare fordi noget er skrevet med hieroglyffer kileskrift eller runer er det ikke altid den mindste smule mere ’mystisk’ eller ’magisk’, end hvis det var skrevet med Times New Roman. Det er relationerne til tegnene, ikke tegnene i sig selv, der gør forskellen.
Men verden har også rigeligt af firkantede intellektuelle, for hvem intet må trodse rationel sproglighed og klassisk objektivitet, og for hvem personlige erfaringer og oplevelser af ånd i bedste fald er irrelevante — selv for forståelsen af tekster, der ellers netop er bærere af personlige erfaringer og oplevelser af ånd.
Hejlskovs gendigtning læner sig ikke ind i disse yderpunkter, men er helt sin egen. For hende er Ragnarok f.eks. ikke ’kun’ profetisk fremtid eller historisk fortid, ikke kun kosmologi, men også psykologi: “Traumerne vil gentage sig, temaerne i dit liv, de samme udfordringer, de samme grundklange, men det vil dette øjeblik også; det lykkelige og fredfyldte øjeblik, hvor du står stærk og lykkelig i din egen kraft.
Det er vores moderne vildfarelse, at vi tror, vi kan slippe for det, der er svært, at det gælder om at slippe for det, der er svært, at der på en eller anden måde er noget galt med, at tingene er svære, at de ikke må være det.”
Ingen evig-glad og problemfri trøst dér. Livet er også fuldt af kampe og smerter og nederlag, og det handler ikke altid om at undgå dem. I det mindste ikke ifølge vølven Hejlskovs udlægning af vølvens spådom: “For det første peger hun på ulven, der vil løbe, lænken, der vil briste, det bundne, der vil slippe fri; det er noget, der vil ske. Det vil altid ske. Inderst i det bundne ligger det ubundne og samler kræfter.”
Hun går dybt, men bliver ikke bedrevidende kryptisk. Hun vil forstås, men ikke på bekostning af det, der kun vanskeligt kan forstås. Hun har respekt for en tradition, men er ikke en slave af den. Eller sådan læser jeg hende.
Resultatet er et stærkt personligt værk, der imidlertid også hæver sig over det personlige og bliver alment vedkommende, fordi hun aktualiserer en tekst, der nærmest ikke kan blive mere fremmed for nutiden.
Det har hun da også måttet tage slag for i offentligheden, hvor nogle åbenbart finder dette forehavende dobbelt provokerende. Dels fordi hun er en kvinde og hedning, der står frem og insisterer på, at ingen af delene er diskvalificerende (og i dette tilfælde er det snarere ekstra kvalificerende). Dels fordi omdrejningspunktet er et historisk religiøst værk, der tilskrives aktuel relevans og betydning, og den slags er normalt kun Bibelen beskåret.
Men Hejlskov har modet til at ta’ tæskene. Igen.
Ydmygt, men med stærk overbevisning tager hun os med på en rejse ind og ud af et gådefuldt digt. Poetisk og ærbødigt udfolder hun en tekst, der aldrig lukker sig om sig selv, men peger i flere retninger og inviterer til mange genlæsninger.
Både hendes egen tekst og den kildetekst, hun forholder sig til.
Køb bogen via Forlaget Uro: Völuspá — Vølvens spådom
• Rune Engelbreth Larsen, 18. september 2024
• Tak til private givere for støtte til Alteria.dk
• Mere animisme på Facebook: Animisme.dk