Hvad er ’agens’, og er natur kultur? Posthumanisme og animisme
★ Har mennesket monopol på bevidsthed, eller er vestlig tænkning gennemskåret af misvisende modsætningspar såsom kultur/natur og person/ikke-person? Hvad nu, hvis dyr også kan have bevidsthed og personhed, og natur og kultur ikke er modsætninger? Bryder vores erkendelse sammen i et udifferentieret kaos af uvidenskabelighed, eller åbnes nye veje for refleksion og handling, der gør op med menneskets artshierarkiske dominans og ublu naturudnyttelse?
[Læsetid: 9 min.]I et lille halvt årtusind har vestlig filosofi, teologi og naturvidenskab kun sjældent betvivlet menneskets bevidsthedsmonopol, men i de seneste årtier har en lang række tænkere gjort op med den ’humanistiske’ exceptionalisme, hvormed mennesket ophøjes over alle andre arter – og i den sammenhæng er en ny forståelse af animisme en relevant faktor.
1. Menneskets exceptionalisme som en flygtig sandtegning i strandkanten
”Jeg tænker, altså er jeg,” erklærer René Descartes i 1637 og afskærer dernæst kategorisk sindet fra kroppen, mennesket fra naturen og alle andre arter fra bevidsthed, hvormed han kommer til at fremstå som den ikoniske tænker for en idéhistorisk udvikling, der cementerer mekanistisk videnskabsfilosofi. Inspireret af teologien afsjæles naturen af Descartes og andre af datidens nøgletænkere som f.eks. Francis Bacon og Robert Boyle, der befæster det bibelske påbud til mennesket om at ”herske over” alle andre arter (1. Mos. 1, 28), som det påpeges af videnshistorikeren Lorraine Daston (1995: 39).
En uoverskridelig kløft mellem menneskelige subjekter og ikke-menneskelige objekter indlejres dermed i fundamentet for den måde, hvorpå vi i langt de fleste tilfælde bedriver naturvidenskab i de følgende århundreder. Verden er definitivt antropocentrisk (efter oldgræsk ánthrōpos, der betyder ”menneske”), og mennesket er i reglen synonymt med den europæisk-afstammende mand, der gennem århundreders kolonial og kønslig undertrykkelse dominerer vestlig tænkning, ringeagter andre folks viden og underordner sig alle øvrige arter.
Men det begynder måske at ændre sig i anden halvdel af det 20. århundrede?
I Les mots et les choses (Ordene og tingene) fra 1966 udfordrer Michel Foucault mennesket som dominerende figur i vestlig tækning. Den franske filosof påpeger, at mennesket ikke er et naturgivet udgangspunkt for tænkningen, og at dette udgangspunkt derfor atter kan udviskes lige så let som “et ansigt tegnet i sandet ved kanten af havet” (Foucault 1970: 387).
Få årtier senere skyller bølgerne ind over denne flygtige sandtegnings ’humanistiske’ særstatus, idet posthumanistiske tænkere ikke blot gør op med en mandsdomineret eurocentrisk tænkning, men også med antropocentrisk tænkning.
Dermed afskibes hidtidige modsætningspar som subjekt/objekt og kultur/natur, hvormed planetens øvrige arter er blevet underlagt mennesket og reduceret til ikke-subjekter og disposable bodies (Braidotti 2016: 25).
Bruno Latour insisterer f.eks. på at “suspendere det sædvanlige læse-gitter, der gør os mere tilbøjelige til at kontrastere menneskelige og ikke-menneskelige aktører, f.eks. subjekter og objekter” (Latour 2017: 50). Et træk, der også kendetegner den såkaldt ontologiske vending inden for antropologien og posthumanistiske teoretikere som bl.a. Donna Haraway og Rosi Braidotti. Det er også pointer, vi f.eks. finder hos såkaldt Indigenous thinkers som Robin Wall Kimmerer, Tyson Yunkaporta og Zoe Todd, for hvem slægtskaber på tværs af mennesker og andre arter ikke blot er ‘myte’ eller ’metafor’, men realitet.
Når dette giver mening i posthumanistisk tænkning, skyldes det, at virkeligheden anskues som relationel – det vil sige, at alting er, hvad det er, i kraft af relationer (Walsh m.fl. 2021: 76). Hvad vil det sige?
2. Relationalitet snarere end rationalitet
Talrige kulturer har ingen forestilling om natur adskilt fra kultur. Eller som det udtrykkes af Zack Walsh: “På verdensplan findes mange ikke-moderne, jordbundne, oprindelige og religiøse ontologier, som aldrig har arvet den opdeling mellem natur og kultur, der er karakteristisk for det moderne vestlige verdenssyn.” (Walsh m.fl. 2021: 80). Blandt mange oprindelige folk er alt for så vidt kultur/natur, og man interagerer i kulturelle relationer med naturens dyr, planter og landskaber. Relationerne beror på gensidigt afhængige samspil og betydningskæder, der betinger, at fænomenerne opleves, som de gør. I posthumanistisk tænkning indebærer det, at agens f.eks. ikke er reserveret mennesker. Hvad betyder det?
Agens kommer af latin, agere (at ”gøre”, ”handle”), og er blevet et centralt begreb i nyere tænkning, der i en antropologisk encyklopædi defineres bredt som ”en socio-kulturelt medieret evne til at handle” (Vorhölter 2024). Det kan med andre ord betegne en vifte af relaterede betydninger som f.eks. intentionalitet og intelligens, der i vestlig videnskabsfilosofi er eksklusive menneskelige egenskaber, men som bl.a. i posthumanistisk tænkning også kan udstrækkes til den øvrige materielle og ikke-materielle verden.
I og for sig kan f.eks. et træ have ”intelligens” i en relationel sammenhæng ifølge antropologen Tim Ingold: ”Hvis der er intelligens på spil her, ligger den ikke inde i hovedet på den menneskelige aktør, endsige inde i træets stof. Det er snarere immanent i det totale system af sansning og handling, der udgøres af sam-tilstedeværet af menneske og træ i et bredere miljø.” (Ingold i Bird-David 1999: 82). I såkaldt native science er naturen ikke blot ”en enkel samling af objekter”, påpeger filosoffen Gregory A. Cajete, men ”en dynamisk, evigt flydende flod af skabelse, uadskillelig fra vores egne sansninger” (Cajete 2004: 48).
I relationelle verdensforståelser giver det ikke mening at betegne natur/kultur som et modsætningspar, hvorfor Braidotti foretrækker et gradueret natur/kultur-kontinuum (Braidiotti 2016: 19), der alt efter relationernes omskiftelighed opløser eller opbløder skellene.
Det er ikke blot den overordnede begrebsliggørelse af natur/kultur, der er relevant i krydsfeltet mellem klassisk vestlig tænkning og oprindelige folks vidensformer og relationelle verdensforståelser, men også personbegrebet.
Blandt oprindelige folk og i tidligere animistiske verdensforståelser er det normen, at dyr, planter og andre fænomener kan være personer, påpeger antropologen Graham Harvey: ”Animister er folk, der anerkender, at verden er fuld af personer, hvoraf kun nogle er menneskelige, og at livet altid leves i relationer med andre.” (Harvey 2005: xi).
Det betyder imidlertid ikke, at naturen personificeres i den forstand, at den tilskrives menneskelige egenskaber: ”… det ville være en fejltagelse at sige, at ojibwaerne ’personificerer’ naturlige objekter,” understreger antropologen Irving Hallowell f.eks. om ojibwaerne i Nordamerika. ”Dette ville implicere, at solen på et eller andet tidspunkt først blev opfattet som en ubevidst materiel ting.” (Hallowell 1960: 29). ’Ikke-menneskelige personer’ er ikke en ”fejlagtig” eller ”symbolsk” efterrationalisering, eftersom oprindelige folk i udgangspunktet opererer i relationelle verdener uden ’vores’ strikse skel (Larsen 2025: 8).
Meget, men ikke alt, der er virkeligt, er rationelt — men alt er relationelt.
3. Posthumanisme som strategi, og agens eller personhed som omdrejningspunkt?
Alle vidensformer beror på en kontekstafhængig kompleksitet – som vi har set, er naturvidenskab ingen undtagelse. Betydelige dele af moderne naturvidenskab hviler således på antropocentriske absolutter og binære modsætningspar som subjekt/objekt og bevidsthed/ikke-bevidsthed, der cementeres i det 17. århundredes videnskabsfilosofi.
Omvendt fokuserer posthumanistisk tænkning på relationelle samspil, hvilket ikke er en anti-videnskabelig intervention, men i princippet ikke anderledes, end at videnskabsteoretikere og videnshistorikere i bred almindelighed afsøger (og undertiden udfordrer) den måde, hvorpå naturvidenskaben afgrænser sin egen kontekstafhængige videnskabelighed.
Og måske er det ikke altid nødvendigt at afgøre et definitivt enten-eller i forhold til enhver vidensform, der har et andet idéhistorisk afsæt og andre begrebsligheder end klassisk naturvidenskab, men være åben for nye vinkler, også ikke-antropocentriske vidensformer, uanset deres status bedømt på snævre vestlige naturvidenskabelige præmisser. Præmisser, der jo heller ikke er støbt i cement i vestlig videnskab, men historisk altid har været genstand for dialog, justeringer og variation.
Men kan vi overhovedet undgå at tænke og handle antropocentrisk som mennesker?
Vi kan undgå absolutte konklusioner, ”ved i stedet at fokusere på grader af forskel: man kan være mere eller mindre posthumanistisk, mere eller mindre antropocentrisk”, som det f.eks. er foreslået som en strategisk posthumanistisk tilgangsvinkel, der tilsidesætter ”konkurrence” til fordel for ”komplementaritet” mellem vidensformer ud fra den overbevisning, at der også er potentielt vigtige perspektiver at udforske inden for andre historiske og aktuelle vidensformer (Larsen 2025: 15f).
Ikke mindst i lyset af den historisk enestående karakter og alvor af de globale biodiversitets- og klimakriser kan en sådan strategisk åbning forbigå tænkningens mest bastante skyttegravskrige frem for blot pr. automatik at fastholde menneskets exceptionalisme i et vestligt domineret videnshierarki som et absolut og ubetvivleligt udgangspunkt.
Posthumanisme gør op med det antropocentriske arts-hierarki, insisterer på en verden af relationer, hvor både det menneskelige og ikke-menneskelige kan have agens i større eller mindre grad. Det er ikke en ny ’opfindelse’. Animisme er en ikke-antropocentrisk verdensforståelse, hvor personhed både er et menneskeligt og ikke-menneskeligt omdrejningspunkt i gensidige sociale relationer, ikke alene blandt mange oprindelige folk, men f.eks. også i bystater og kulturer fra oldtidens mesopotamiske riger, i antikkens Hellas og Rom såvel som blandt hundreder af millioner mennesker i det 21. århundrede – som jeg redegør for i min bog, Animisme fra klippekunst til klimakrise.
I betragtning af argumenterne for en pluralistisk inklusion af flere vidensformer er animismens konkrete og tværkulturelle fokus på ikke-menneskelig bevidsthed og personhed både relevant og betydeligt mere konkret og rodfæstet i tværkulturelle og historiske vidensformer end det mere filosofisk abstrakte ’agens’.
4. Summa summarum: Kultur eller natur?
Selv om mange oprindelige folk ikke skelner mellem natur og kultur, kender de selvsagt forskel på, hvor lidt eller meget natur der er i en tætbeplantet plantage og i et mere eller mindre vildt og uberørt naturområde. Denne skelnen er også relevant i en eskalerende biodiversitetskrise.
Men natur/kultur er et problematisk modsætningspar i vestlig tænkning, hvor mennesket indtager toppen af artshierarkiet og har monopol på at være et bevidst, handlende og følende subjekt. Alle andre arter underlægges mennesket og er i århundreder italesat og primært forstået som bevidstløse og værdiløse i anden sammenhæng end som ’ressourcer’. Denne antropocentriske pointe er ikke blot bibelsk, men befæstet af det 17. århundredes naturvidenskabelige revolution og paradigme – og utvivlsomt en afgørende stimulerende faktor bag ekstreme produktionsformer på bekostning af dyrevelfærd såvel som den globale naturforarmelse den dag i dag. Den er en del af vores idé- og kulturhistoriske DNA.
Men det er posthumanistiske og animistiske relationers tværkulturelle relevans også. Overflødiggør de natur/kultur-distinktionen?
Alt er i og for sig natur, og alt er i og for sig kultur (eller påvirket af kultur), men det giver mening at skelne. Ligesom alt jo i og for sig også er én subatomar suppe, men det er selvfølgelig også relevant at skelne mellem de dele af ‘suppen’, vi f.eks. oplever som træer, motorveje, mennesker, gafler og sommerfugle osv. Hvis artsuddøen og biodiversitetskrise skal bremses, kan vi ikke nøjes med at konstatere, at “alt er kultur”, og kultivere naturen mere ‘skånsomt’, eventuelt mere ’fortidigt’. Meget mere natur skal slippe helt for kultur og kultivering, meget mere vild natur skal bevares, og meget mere natur skal genforvildes. Så alvorlig er naturkrisen.
Det giver stadig mening at operere med natur og kultur som absolutte yderpunkter i et kontinuum, velvidende at de isoleret set er irreelle abstrakter. Posthumanisme overflødiggør ikke distinktionerne, men udfolder en relationel og derved mere flydende virkelighed, der overskrider skellene og bygger bro. Ligesom animisme.
Litteraturliste
Læs mere om i Animisme — fra klippekunst til klimakrise som pdf-fil eller bog
Litteraturliste
Braidotti, R. 2016: “Posthuman Critical Theory” (i: D. Banerji and M.R. Paranjape (eds.), Critical Posthumanism and Planetary Futures; Springer India)Foucault, M. 1970: The Order of Things. An Archeology of the Human Sciences (Pantheon Books)
Daston, L. 1995: ”How Nature became the other: Anthropomorphism and anthropocentrism in early modern natural philosophy” (i: Maasen, S. m.fl.. (red.): Biology as Society, Society as Biology: Metaphors: 37-56; Kluwer Acacemic Publishers)
Hallowell, I. 1960. ”Ojibwa Ontology, Behavior, and World View” (in Diamond, S. (red.): Culture in History. Essays in Honor of Paul Radin: 19-52). Columbia University Press
Harvey, G. 2005. Respecting the Living World (Wakefield Press)
Larsen, R. K. E. 2025: “Strategic Posthumanism: Confronting the Fear of Anthropomorphism, and Finding Brains in Rivers” (Environmental Values. Advance online publication; https://doi.org/10.1177/09632719251399525)
Vorhölter, J. 2024: “Agency” (The Open Encyclopedia of Anthropology; online: https://www.anthroencyclopedia.com/entry/agency; tilgået 17.3.2026)
Walsh, Z., Böhme, J. & Wamsler, C. 2021: ” Towards a relational paradigm in sustainability research, practice, and education” (Ambio 2021, 50: 74-84; Kungl. Vetenskaps Akademien)