Ulv
Jeg er ulven, jeg er dyret,
jeg er årsag til postyret.
Jeg har klør, hvor I har hænder,
jeg er lidenskab med tænder.
Jeg ta’r rotter, jager ræve,
holder mårhund lidt i ave,
ta’r lidt får, der går og presser
den natur, de overgræsser.
Dog er døden, jeg leverer,
også føden, jeg serverer
for de arter, der får livet
fra de ådsler, jeg har givet.
Jeg er sky og skyndsomt borte;
men skønt ulveglimt er korte,
ser I død i mine øjne
gennem andres frygt og løgne.
Og når legesyge hvalpe
(ulvefjenders yndlingsskalpe)
løber rundt og røber hulen,
drages skytten, støbes kuglen.
Jeg er den, I ikke agter,
men hvad er det, I foragter?
Er det grusomhedens rygter
eller friheden, I frygter?
Er det vildskaben, I tugter,
eller overdrevets frugter?
Mine drifter, rå og nøgne?
Månens lys i mine øjne?
Ingen grund til skrig og råben,
ingen grund til jagt og våben –
når jeg render rundt blandt huse,
er det bare for at snuse.
Skru lidt ned for mediestrømmen,
lyt en gang til ulvedrømmen,
hvis du har et vågent øre
og et hjerte, der kan høre:
Tænk, hvis du var min beskytter
mod de lyssky ulveskytter?
Tænk, hvis du fandt gejst og glæde,
blot fordi jeg var til stede?
Tænk, hvis du ku’ se dig i mig,
tænk, hvis du ku’ se mig i dig,
tænk, hvis vi to fandt hinanden –
ulveklanen genopstanden?
Jeg har klør, og du har hænder,
vi er lidenskab med tænder.
Vi er ulven, vi er dyret,
vi står sammen om postyret.
Rune Engelbreth Larsen
Fra digtsamlingen KRAFTDYR
